På tur med den svenske Hercule Poirot
True crime genren får en ironisk fætter i form af Zlatan’s Nose. En lettere absurd historie om jagten på næsen, der er blev savet af Zlatans statue. Den verdenskendte fodboldspiller Zlatan Ibrahimović er nemlig blevet lagt for had, da han har investeret i Hammarby IF, arvefjenderne til Malmö FF, som han startede sin karriere hos. I filmen følger vi så den privatdetektiv, der har fået til opgave at finde den forsvundne næse.
Det er selvfølgelig en skør fortælling. For i en verden fuld af dårligdomme, som også bliver fremhævet til årets CPH:DOX, kan det fremstå malplaceret at bruge tid på at finde folk, der har vandaliseret en statue af en fodboldspiller. Men gennem denne spøjse rejse, med en ældre og ligeledes særpræget detektiv, dukker der pludselig en masse spændende ting op til overfladen.
I virkeligheden ender næsen med, hovedsageligt at være en MacGuffin uden den helt store værdi i sig selv. Den kunne lige så godt have været en rød kuffert, for det handler i virkeligheden om selve rejsen. Og det er en unik en af slagsen.
Detektiven Claes Ekman af en sær figur, hvilket nok ikke kommer som nogen overraskelse, hvis man har valgt at lege detektiv i den virkelige verden. Der er ganske vist masser af skjulte kameraoptagelser, men det meste af arbejdet handler om at være åben og snaksaglig med fremmede mennesker i håbet om, at de kan give en, én ny ledetråd.
Det er dog ikke ensbetydende med, at Claes ikke forsøger at krydre virkeligheden med ingredienser fra spionfiktion, ligesom han heller ikke er bleg for at fortælle gud og hver en mand, at han er privatdetektiv. Så selvom enhver illusion om, at Claes skulle være en udspekuleret type, hurtigt falder til jorden, er det ikke fordi, han er enig i den iagttagelse.
Claes Ekman har nemlig besluttet sig for, at processen ikke skal være kedelig, og begynder derfor også på eget initiativ at instruere og iscenesætte scener, så dokumentaren kan blive lidt mere spændende. Fakta er jo så kedelig.
På samme måde er dokumentaristerne en aktiv del af filmen. De bryder fx lige fra første sekund den fjerde væg, da vi ser en samtale med dem om, hvordan de lige har fået støtte fra svensk tv, så de endelig kan lave deres film. Claes adfærd gør også, at de flere gange føler sig nødsaget til at dukke op undervejs og understrege, når noget er iscenesat, fordi Claes lige har fået nogle lidt moralsk opfindsomme idéer.
Om det lykkes at finde næsen, vil jeg ikke afsløre her, men rejsen sammen med den excentriske Claes er værd at tage, om ikke bare for at gøre op med de fordomme, man har om, hvordan detektivarbejde udføres i den virkelig verden, men fordi det er godt selskab.
