En ny slags patriarkalsk hævner
En enespænder med militær (eller anden voldelige) fortid bliver viklet ind i en sag om en bortført/udsat pige, og påtager sig selv opgaven af at være pigens patriarkalske beskytter, og udøver – med hård vold – hævn på alle dem, som ønsker pigen noget ondt. Lyder det bekendt? For det er det. Diverse actionfilm om den patriarkalske hævner er tidligere blevet produceret i flæng – om det så er Liam Neeson i ’Taken’, Jason Statham i ’Homefront’ eller ’Safe’, Arnold Schwarzenegger i ’Commando’ osv. Plottet i ‘You Were Never Really Here’ lyder således som noget man har hørt før, fortalt i klassiske rammer. Dog skiller denne film sig markant ud fra de allerede nævnte titler, for bag den står Lynne Ramsey, som er en af tidens mest kompromisløse auteurs. Med sin nyeste film har hun skabt en surrealistisk og drømmende film, som dog alligevel formår at have et klart plot.
I filmen følger vi Joe, spillet af Joaquin Phoenix, som lever af at blive betalt for at finde/redde forsvundne piger – ofte på en voldelig måde. Det bliver hurtigt klart at Joe har haft en traumatisk fortid, og lider af op til flere psykiske lidelser. Da han bliver hyret til at finde en senators datter begynder det at gå helt galt, for selvom han i første omgang får hende reddet, forsvinder hun kort efter igen, og alt imens Joe gør hvad han kan for at redde/hævne hende, begynder han psykisk at falde fra hinanden.
Udsigelse trumfer historie
Selvom plottet i ‘You Were Never Really Here’ egentlig er ret simpelt, så føles det ikke sådan, for Ramsey nægter at give for mange detaljer om historien, og lader det i stedet være op til publikum at sammenstykke narrativet. Samme insisterende tilbageholdning af detaljer bliver fastholdt af kameraet. Fotograferingen er både interessant og speciel, og på atypisk vis præsenterer billederne kun fragmenter af det samlede handlingsforløb.
Ved at bruge denne fortællemåde, formår Ramsey at gøre udsigelsen vigtigere end plottet, og det er via udsigelsen – og ikke historien – at filmen får sat fokus på Joes psykiske tilstand. Et fokus som også bliver bakket op af Joaquin Phoenix’s fremragende portrættering. Der er noget Travis Bickle over Joes karakter og psyke, og ligesom i ’Taxi Driver’, tvivler man undervejs også på om det, der vises er sandt, eller om noget af det, eller det hele, kun foregår i Joes hoved. For eksempel skal der ikke mange analyser til, før man kan se senatorens datter som et symbol på Joes barnlige jeg.
Med ‘You Were Never Really Here’, har Ramsey skab et anderledes og interessant take på den patriarkalske hævner – for modsat Liam Neeson, Jason Statham, Arnold Schwarzenegger osv., så viser denne film, at en karakter med tilbøjelighed til at udøve sådan en form for vold, må lide af en eller anden form for sindssyge.
