Action koreografien kompenserer næsten for historien

I X-Men: Dark Phoenix får vi, med al sandsynlighed, den sidste historie med dette X-Men ensemble. Historien tager os tilbage til 1990’erne, hvor den unge mutant Jean Grey, bliver ramt af et voldsomt soludbrud, under en redningsmission i rummet. Det giver hende nye voldsomme, og hidtil usete kræfter. De er dog meget overvældende, og viser sig hurtigt at være til fare, ikke blot for den kortvarige fred mellem mennesker og mutanter, men måske for hele kloden.

Flot visuel fortælling
Det er uden tvivl den flotteste X-Men film. Særligt i starten er kameraarbejdet præget af rolige bevægelser, lange indstillinger og atypiske establishment-shots, der giver denne superheltefilm en særpræget stemning, hvor der bliver dvælet meget mere ved personerne, end det store visuelle spektakel. Når det så unægtelig bliver tid til, de overdådige slåskampe, kan man også mærke, at der er en smule mere eftertænksomhed bag kameraet.

For første gang i alle X-Men filmene sidder man nemlig faktisk med fornemmelse, at en koreograf har fundet på opfindsomme måder at kombinere mutanternes forskellige evner, så det ser ud som om de arbejder i tandem med hinanden. Det er med andre ord, for første gang, en ren nydelse at se mutanterne samarbejder ved hjælp af deres farverige evner.

Paradoksalt nok, er manuskriptet ikke nær så interessant, som filmens præsentation. Det er til trods for at dette er instruktør Simon Kinbergs debut i det varme sæde, efter en lang karriere som manuskriptforfatter, ligesom det også er Kinberg, der har skrevet dette manuskript.

Tynd tematik
Der er nemlig ikke noget større tema, der bliver bearbejdet i denne omgang. I stedet er det et klassisk blockbuster plot, hvor en af de gode, Jean Grey, bliver korrumperet, og så er det op X-Men, i følgeskab med Magneto, at overbevise hende om, at hun ikke er noget monster.

Det er generelt et temmelig uroriginalt manuskript, hvor dialogen også er drevet af klichéer, så selvom kameraarbejdet er godt, sidder man alligevel tilbage med en utilfreds fornemmelse, da det alt sammen er i tjeneste til noget temmelig ligegyldigt.

Skuespillet er dog i top. James McAvoy formår endelig at gøre Professor X til hans egen, ligesom Michael Fassbender med sit sjælfulde blik, kan få selv de meste klichéfyldte replikker til at virke eftertænksomme. Det svageste led er nok Sophie Turner, som titelkarakteren, der stadig ikke fremstår helt tryg ved hendes amerikanske accent, og helt klart skal levere filmens mest banale dialoger.

X-Men: Dark Phoenix, er en udmærket X-Men film. Der er masser af action, historien er nem at følge med i, og selvom dialogen er klichéfyldt, er filmscenografien og skuespillerne for dygtige til, at det på noget tidspunkt kan kaldes for ringe. Det er dog heller ikke synderligt ekstraordinært, og føles meget som en forhastet konklusion på X-Men universet, nu hvor Disney har købt rettighederne. Underholdende er det stadig, men det forbliver i den trivielle kategori.