Endelig en god superhelte film fra DC

Normalt er jeg ikke så meget til den helt store action, der findes i superheltefilm. I stedet falder deres baggrundshistorie mig mere fængende – men i ”Wonder Woman” var det omvendt.

I filmen ”Wonder Woman” får vi historien om, hvordan Diana Prince opdagede sine superkræfter, og hvad hun skulle bruge dem til. Vi mindes, sammen med Diana, tilbage i tiden til den lille isolerede ø, Themyscira, hvor der kun bor kvinder – også kaldet Amazonere. Her er Diana blevet trænet til at blive en uovervindelig kriger. Øen er nemlig skabt af Zeus til kvindelige krigere, der skal bekæmpe Ares, Zeus ondskabsfulde søn, når han i fremtiden vil komme tilbage efter sin hævn. Når den dag kommer, har Zeus givet Amazonerne et dødbringende våben, som er det eneste våben, der kan dræbe en gud.

Pludselig en dag styrter den amerikanske pilot, Steve Trevor, ned i deres hav. Han fortæller Amazonerne om den krig, der foregår ude i verden. Diana er overbevist om, at det er Ares, der står bag krigen, og vælger derfor at følges med Trevor tilbage for at bekæmpe den.

Vildt imponerende actionsekvenser
Hele filmen er utrolig flot at se. Der er bestemt ikke blevet sparet på budgettet, når det gælder kampscener. De er både lange, men også fængende, fordi Wonder Woman kæmper lige så aggressivt og voldsomt, som hendes mandlige kolleger i DC. Underlægningsmusikken er desuden også enorm god til at skabe spænding i alle scener, for selvom jeg normalt er én, der aldrig lever sig ind i kampscener, kunne jeg ikke lade være med at krumme tær og intenst følge med i enhver bevægelse.

Diana Prince er en fantastisk karakter, og jeg må indrømme, at jeg beundrer hende lidt. Hun skiller sig meget ud fra samfundsnormerne fra den ældre tid ved at være spydig, ærlig, udfordrende og talsmand for lighed på tværs af køn – selvom dette er ikke-eksisterende i den tid, filmen foregår i.

Ligeledes er der en god kemi mellem Diana og Trevor. Hun er ikke bleg for at stille ham spørgsmål omkring hans køn, eftersom han er den første mand, hun nogensinde har mødt – og han er direkte i sine svar, som hun nogle gange misforstår. Selvom de to kommer fra to forskellige ”verdener”, er deres forhold underholdende, specielt i de scener, hvor kønsrollerne bliver byttet, så Diana må redde Trevor.

Der er dog desværre et par ting, der gør, at filmen falder lidt til bunds, når det gælder dybden i historien. For det første starter filmen med en monolog fra Diana, der fortæller om hendes åbenbaring om verden og kampen for fred. Denne monolog får vi repeteret til slut, hvilket jeg synes var lidt for klichefyldt af en superheltefilm. ”Engang troede jeg… men nu ved jeg bedre.” – talen er blevet anvendt i mange superheltefilm, og klichéen er kun blevet tydeligere gennem årerne efter adskillige film om superhelte er blevet produceret på stribe.

Talen gør historien lidt for forudsigelig og kedelig på forhånd, fordi den bliver associeret til film, vi allerede har set før. Det fik mig til at rynke lidt på næsen og ønske, at de havde bevæget filmen i en anden retning end de plejer, netop fordi at denne film handler om en kvindelig superhelt, som vi bliver præsenteret til på storskærmen for første gang i dette årti.

Ubalance i skuespillet
Jeg var dog heller ikke særlig imponeret over Gal Gadot, der spiller Wonder Woman. På plakaterne synes jeg umiddelbart, at hun ligner den perfekte Wonder Woman, men når filmen går i gang, bliver det en helt anden sag. Hendes evner som skuespiller rækker ikke langt, hvilket allerede kommer til syne efter at have set på de samme tre ansigtsudtryk i en halv time. Skuespillet fra hendes side er meget ensformigt og dermed ikke særlig spændende. Det bliver derfor også lidt et problem, at Chris Pine, der spiller Steve Trevor, er så meget mere karismatisk, når Trevor blot ender som en bi-karakter i filmen.

Til slut kan jeg blot sige, at hvis man ønsker at se en superheltefilm med massere af gode, iøjefaldende og flotte kampscener, er filmen det helt rette valg. Ønsker man derimod at se en film om en superhelt, der har en historie, man ikke har set før, eller med karismatiske skuespillere i verdensklasse, er ”Wonder Woman” ikke den film, man skal se – medmindre man er ligeglad og bare ønsker at se en kvinde hoppe rundt i en yderst lårkort nederdel, mens hun stønner ivrigt.