Kampen for selvstændighed
I en tid, hvor krigslystne personer lader til at være på fremmarch, kunne man vel ikke vælge et bedre tidspunkt at fortælle den episke historie om den schweiziske frihedskæmper, William Tell.
Besat af østrigerne møder vi den schweiziske bonde William, der lever en stille tilværelse, men med en blakket fortid. Han er nemlig ikke bare en tilfældig landmand, men en tidlig korsridder, der som en anden Robin Hood mestrer sin armbrøst. Samtidig med dette, udspiller der sig et østrigsk magtspil, hvor ondsindet kræfter ønsker at udvide deres rige. Det bliver startskuddet på en kamp, som William Tell meget modvilligt kommer til at spille en afgørende rolle i.
Vigtigheden af helte
Man kan godt forstå, hvorfor et sagn som dette skal fortælles i dag. Internationale helte er i tilbagegang, og så er det vigtigt med en påmindelse om, at krig altid har eksisteret, og at landegrænser altid har været til diskussion. Intentionen er beundringsværdig og relevant, men det går også hurtigt op for en, at det måske ikke lykkes helt, med at opnå de luftige ambitioner.
Der har nemlig ikke været plads til særlig mange nuancer. Fokus har tydeligt været på at skabe en slags schweizisk Braveheart, hvor heltekvadet og sammenholdet altid er stærkere end ondskaben.
Et svagt ensemble
Danske Claes Bang har fået rollen som William Tell, og er da en ganske habil hverdagshelt. Han ligner måske ikke en superhelt, men kan fremføre store taler, og ser lettere traumatiseret ud, når han forsøger at lægge sin voldelige fortid bag sig.
Karakteriseringen af Tell fejler ikke noget, men er noget mere mangelfuld, når det kommer til resten af ensemblet. Golshifteh Farahani som konen Suna, er hele tiden på randen af tåre, Connor Swindells er så gennemført en machoidiot som hærføreren Gessler, at han er svært ved at tage seriøst, ligesom Ben Kingsley spiller en paranoid konge på automatpilot. Fælles for dem alle er, at de er endimensionelle arketyper.
Så når det endelig er tid til de episke slag, føler man ikke den nødvendige nærhed til karaktererne, som er påkrævet, hvis en monumental kamp for selvstændighed skal føles som mere end blot en undskyldning for storstilet action.
William Tell er måske en historie, som er vigtigt at fortælle, ikke bare for schweizerne, men for os alle samme. Det er fortællingen om det endeløse opgør for selvstændighed, om et blandet folk, og om den evige tvekamp for at holde nederdrægtigheden på afstand. Tematikken fejler ikke noget, men der er bare alt for lidt kød på et manuskript, der vægter store slag højere end åndelig dybde – og det er ikke noget, vi har brug for i dag.
