Til alle dem, der allerede elsker musicalen
Efter mange års ventetid er en af de største musicalsuccesser nogensinde landet i biografen. Jeg taler selvfølgelig om Wicked, der ikke bare er blevet genopført af Fredericia Teater, men også nu er blevet til en storstilet filmproduktion, som ikke bare er visuelt på højde med de største blockbustere i moderne tid, men også, ligesom de største Hollywoodproduktioner i dag, har set sig nødsaget til at dele historien op i to dele, hvor anden akt lander i biografen samme tid næste år.
Hvis du har levet under en sten og ikke kender til Wicked, er det en prisvindende musical, der første gang blev opført i 2003. Den er baseret på bogen af samme navn, og fortæller oprindelseshistorien til Den Onde Heks fra Vest samtidig med, at den sidste halvdel af historien også overlapper med klassikeren Troldmanden fra Oz.
Vi starter fra begyndelsen med fødslen af Elphaba, der fødes med grøn hud. Fra første sekund er hun en outsider, og det varer ved, indtil hun skal starte på det prestigefyldte Shiz Universitet. Her får underviseren Madam Morrible et godt øje til Elphaba, og kan se et potentiale i hendes magiske kræfter. Samtidig møder hun Galinda, der senere bliver kendt som Glinda den gode heks. Den unge Galinda er alt andet en godhjertet, og selvom de intet har tilfælles, danner de alligevel et tæt venskab. Et venskab, der for alvor bliver sat på prøve, først af prins Fiyero og sidenhen selveste Troldmanden fra Oz.
En ærbødig hyldest til musicalen
Instruktør Jon M. Chu har på mange måder leveret en sikker første del. Det er forståeligt, at efter mere end et årtis forsinkelse, siden filmen først blev annonceret, at man ikke har ville ændre alt for meget. Alt, hvad der overhovedet kunne overføres fra teaterversionen, har overlevet turen til filmlærred, og man sidder da også med indtryk af, at opdelingen i to film mere skyldes, at man vil have det hele med, og ikke så meget, at der var noget ønske om at skrive en forbedre eller dybere fortælling.
Førhen var mange af kulisserne og effekterne kun insinueret på de skrå brædder, men de er nu blæst helt op til det store lærred. Hver eneste sang er større og vildere, kulisserne er bombastiske og hver en lille karakterudveksling er understøttet af de dyreste computergenererede effekter. Alle scenerne fra første akt af musicalen er med, og der er endda fundet plads til at tage det stille og roligt, i stedet for at masse det hele ned i en forkortet biografoplevelse, som ellers er normen.
Tilbageholdende i sin adaptation
Det meget klare valg om at ville lave en tro og helstøbt filmatiseringen af musicalen gør, at alle fans kun kan blive begejstret. Det bliver dog på bekostning af, at filmmediets potentiale aldrig bliver fuldt udnyttet.
Det største offer for den konservative tilgang er karaktererne. Selvom både Cynthia Erivo og Ariana Grande er gode til at synge, lærer man ikke hverken Elphaba eller Galinda bedre at kende, end man gør i den kortere teaterversion. Deres forhold udvikler sig stadig på rekordtid, og det er lidt svære at tilgive de store kvantespring i deres relation på film. Særligt Ariana Grande som Galinda er lidt for poppet og overfladisk, og ville have nydt godt af nogle uddybende scener, så vi kunne forstå, hvorfor de to kvinder en dag bliver venner. Selv den frække prins Fiyero, får ikke plads til andet end en kort hentydning af, at han måske ikke er så overfladisk, som han giver sig ud for at være.
Wicked er enhver musicalselskers våde drøm. Der er ikke sparet på noget, og man kommer nok heller ikke til at se en mere episk og storladen filmversion af den populære musical. Ingen sange er blevet skåret fra, så man kan trygt gå ind og synge med, mens Cynthia Erivo og Ariana Grande, ligesom resten af produktionen, leverer for fuld bravur.
Der bliver dog ikke gjort noget for at invitere de uindviede indenfor, men det gør ikke så meget i første akt, hvor det meste af tiden alligevel bliver brugt på at introducere os til Oz’ verden. Den store svendeprøve bliver derfor, om de har turde være mere kontante med anden akt, der alt andet lige, forlanger nogle flere kunstneriske valg, hvis den skal fungere på film. Men hvad gør alverdens mulige mangler i efterfølgeren, når første del er så helstøbt, at målgruppen kommer til at få en fest – så må tiden vise, om sidste halvdel også kan levere til næste år.
