En film man bliver i godt humør af
Wicked Little Letters er en film, der så let kunne have været for meget og for nedladende, men historien om en gruppe kvinder, som, i 1920’ernes England, bliver rodet ud i en absurd skandale, er både morsom og opløftende, selvom den måske ikke umiddelbart lyder sådan.
For da den konservative Edith (Olivia Colman) en dag begynder at modtage hadefulde breve i posten, falder mistanken med det samme på hendes hæmningsløse nabo Rose (Jessie Buckley), der også er noget grov i munden. Rose fremstår som den perfekte syndebuk, men da hun står til at miste forældreretten til sin datter, samles kvinderne i nabolaget for at opklare mysteriet bag de rapkæftede breve.
Fra kvindens perspektiv
Grundlæggende er det et fedt perspektiv, at få lov til at se et drama udspille sig fra kvindernes synsvinkel, der stadig lever som andenrangsborgere, selvom filmen udspiller sig i en moderne tidsalder. Det medfører unægtelig en række scener, hvor de fleste mænd enten er uvidende i deres mandschauvinisme eller decideret ondskabsfulde.
Alt for ofte har fokus på de hadefulde mænd optaget al skærmtiden i denne type historier, men heldigvis for alle involveret, og ikke mindst os som tilskuere, handler det ikke om det. Der er ganske vist en lang række ubegavede mænd med, og politiet kommer ikke til at vinde nogen priser for deres opklaringsevner, men heldigvis vokser det aldrig til mere, end en påmindelse om alt det, kvinder går og kæmper med.
For i stedet for at lade sig opsluge af forargelsen, bliver spilletiden brugt i selskab med en broget gruppe af kvinder, der kæmper for at rense en outsider – og det er en rendyrket fornøjelse.
Eminent ensemble
Jessie Buckley og Olivia Colman bliver genforenet, efter de begge spillede den samme karakter i The Lost Daughter, men man kan ikke mærke gensynsglæden på skærmen. Deres to karakterer kunne ikke være større modsætninger, selvom det langsomt viser sig, at de begge kæmper den samme kamp for at passe ind i et samfund, hvor det er træde ved siden af, i ordets snævreste forstand, er nærmest utilgiveligt.
De leverer begge to fornemme præstationer, hvor Olivia Colmans maniske og humoristiske energi komplementerer Jessie Buckleys fandenivoldskhed og hang til at bande som en havnearbejder.
De to bærende roller bliver flankeret af et ensemble af unikke kvinder, der alle formår at skille sig tydeligt ud fra hinanden, hvor særligt Anjana Vasan udmærker sig som den kvindelige betjent Gladys. På deres rejse for at opklare, hvem afsenderen af brevene er, opstår der et søsterskab, som giver filmen en uventet hjertevarm følelse, de barske realiteter til trods.
Wicked Little Letters kunne let have været skinger og didaktisk, men gennem den klassiske britiske charme og et velspillet ensemble, holder man af denne aparte historie om en gruppe kvinder, der kæmper for deres ret, samtidig med, at en brevlømmel terroriserer nabolaget. Man skulle ikke tro det, men man bliver faktisk i godt humør af at se dette usædvanlige drama, og hvad mere kan man forlange af en film om breve fuld af bandeord.
