En rodet, men personlig film
Noah Baumbach er en af få instruktører i dag, der ikke bare vil, men også får lov til at lave sine helt egne film. Derfor ved du også, at du altid får en særpræget og gennemarbejdet oplevelse, der med sine upolerede kanter, der ikke er blevet fjernet af fokusgrupper, skaber grobunden for noget helt unikt. Det så man så sent som i hans forrige film Marriage Story, der hudløst og ærligt portrættere en skilsmisse mellem to personer, der egentlig ikke hader hinanden, men grundet det amerikanske retssystem ender med at blive hinandens værste fjender. Det er en film, der helt tydeligt er meget personligt for Baumbach, og derfor ender den også meget at være så meget mere indsigtsfuld, end så meget andet for det store filmland.
Operationen lykkedes, men patienten døde
Problemet med denne tilgang er dog, at der er en stor indbygget risiko. For hvis ikke tingene går op i en højere enhed, er der ikke noget at falde tilbage på – og det er desværre, hvad der sker i White Noise. Det er som om, at den altid dialogglade instruktør og forfatter, slet ikke har fået noget modspil under produktionen, og derfor er det endt med en film, der helt sikkert stadig er meget personlig for Baumbach selv, men ikke når særlig langt ud blandt publikum.
Der er mere konjunkturerne af et plot, end en egentlig rød tråd, der driver historien fremad. Enkelte scener er ganske underholdende, som eksempelvis, da den fraværende familiefar Jack, spillet af Baumbachs favoritskuespiller Adam Driver, som en besat præst underviser sine elever på det lokale universitet i nazismen. På samme måde, er der sikkert en masse mennesker, der kan nikke genkendende til de mange familiescener, hvor alle taler forbi og i munden på hinanden. Det er altid sammen meget underholdende, men dybsindigt er det ikke, hvorfor man også bagefter sidder tilbage med en noget tom fornemmelse.
White Noise er på alle måde en film af Noah Baumbach. Det er dialogen, der er i centrum, og der bliver ikke holdt igen med at vise, hvor akavede mennesker er overfor hinanden, men det bliver aldrig rigtig til mere end det. Det er stil i stedet for indhold. Er man nysgerrig, og har man allerede Netflix, er filmen værd at se, men man skal bare ikke forvente at blive rørt til tåre, som det ellers tidligere har været tilfældet for den idiosynkratiske instruktør.
