Bedre end man skulle tro
I What’s Love Got to Do with It? møder vi dokumentaristen Zoe (Lily James), der har en succesfuld karriere, men et ulykkeligt kærlighedsliv. Så da hun finder ud af, at hendes barndomsven og nabo, Kazim, aktivt har bedt om et arrangeret ægteskab, ser hun en mulighed for at kombinere både sit professionelle og private liv. Hun kaster sig ud i at lave en dokumentar om, det moderne arrangeret ægteskab, og undervejs lærer de begge sig selv og hinanden bedre at kende.
© SF Studios
Et (lille) brud med skabelonen
Det er en meget tankevækkende romantisk film. Selvom den tvetydige og lettere ironiske titel måske kan foranledige en til at tro, at der her er tale om endnu en klichéfyldt romantisk komedie, er der overraskende lidt komik at finde i filmen her.
Med undtagelse af Emma Thompson, der er bramfri på sin helt egen elskværdige facon, spiller resten af ensemblet deres roller med en overvældende patos, der skaber en usædvanlig stemning. Humorforladt er det aldrig helt, det er særligt den pakistanske familie for ekstroverte og farverige til, men autenticiteten er helt klart vægtet højere end billige grin, der unægtelig vil ske på bekostning af karakterernes dramatiske tyngde. Denne tyngde, kombineret med en lige så påfaldende lavmælthed, når det kommer til de cinematiske effekter, gør, at man bliver mere akademisk betaget end følelsesmæssigt.
Flere scener bliver fremført, udelukkende bestående af den studiebearbejdet reallyd mellem skuespillerne, uden nogen som helst anden diegetisk spiller på lydsiden. Om det er bevidst eller skyldes et stramt budget, vides ikke, men det underbygger følelsen af, at det er en meget beskeden lille fortælling, der holder fokus på de her menneskers liv, og ikke så meget på verden omkring dem.
© SF Studios
Parret er filmens redning
Med så lavmælt en præsentation, skal skuespillerne være dygtige, for ellers er der ikke meget at hæfte sig ved, udover de filmtekniske spidsfindigheder – og heldigvis er særligt parret enormt velspillet. Lily James og Shazad Latif som henholdsvis Zoe og Kaz er gennemført troværdige. Selvom rammefortællingen gør noget tvivlsomt brug af dokumentarfilmsoptagelser i filmen, så sidder man hele tiden tilbage med følelsen af, at de to mennesker, og deres forhold til ulykkelig kærlighed, kan man genkende fra sit eget liv. Det er ikke bombastisk, med Hugh Grant-lignende kærlighedserklæringer, men mere ømt og intimt, og det er paradoksalt nok ikke altid kendetegnende for romantiske film.
What’s Love Got to Do with It? er en overraskende positiv oplevelse. Ikke bare fordi, den forsøger at rykke ved, hvad den romantiske genre kan rumme af troværdighed, uden at blive et socialrealistisk drama, men mest af alt, fordi den tør være åbenhjertelig. Lily James og Shazad Latif er dybt charmende sammen, og man sidder hele tiden og håber på, at de endelig få lært at udtrykke deres følelser.
Det kan godt være, at filmen ikke kommer til at gå lige så rent ind hos det meget afspiste publikum for de klassiske romantiske komedier, hvor man kender ikke bare strukturen, men hvert eneste plotpunkt, inden mørket overhovedet er blevet sænket i biografsalen. På samme måde kan det også være et problem for nogle, at det er meget sparsomt med grinene, men samtidig kan den også vise sig at være et lille, positivt skridt i forsøget på at rykke ved, hvad en let romantisk filmoplevelse kan rumme – og selv et lille skub er noget, jeg hilser mere end velkommen i en genre, der har været fastlåst alt for længe.
