Fra begyndelsen en kæmpe succes
I september 1957 på Winter Garden Theatre mødte musicalen West Side Story første gang et publikum. En moderne genfortælling af William Shakespeares Romeo & Juliet sat i datidens moderne popkultur, hvor Elvis Presley, Marilyn Monroe og James Dean var ungdommens forbilleder. Dramatikeren Arthur Laurents ønskede oprindeligt James Dean i hovedrollen, men skuespillerens alt for tidlige død umuliggjorde selvfølgelig dette.
Med musik af Leonard Bernstein og tekster af Stephen Sondheim blev genfortællingen, som mere er en nytænkning eller stærkt inspireret af Shakespeares historie, om det tidligere bandemedlem Tony, der forelsker sig i Maria, der er søster til den rivaliserende bandes leder Bernardo, en kæmpe succes. En klassiker blev født, og lige nu kan den opleves i Operaen i København.
Foto: Miklos Szabo
Fra det spektakulære overflødighedshorn til det minimalistiske opmærksomhedscentrerende
Det svære og fattige ungdomsliv på Manhattans West Side i slut halvtredserne har fået et løft i farverne, som kan give små associationer til neon sci-fi-paletten, men kjolernes snit er intakte og brylcreemen er stadig i førersædet.
Hvis du tror, at du kommer til at mangle noget, så kan du godt tro om igen. Miles Hoare har lavet en eksplosiv koreografi, og Palle Steen Christensens scenografi, der ved første øjekast, måske kan virke lidt minimalistisk, giver plads til Det Kongelige Kapel, der, undskyld mit sprog, spiller røven ud af bukserne. Det, i sig selv, er en kæmpe oplevelse, og det er glædeligt, at musikere og kapelmester er aktivt med på scenen.
Første akt er en magtdemonstration i, hvad Det Kongelige Teater kan, når alle i maskinrummet ude og inde på scenen får lov at sætte foden på speederen.
Anden akt giver plads til alvoren, og skruer op for de store emner om racisme, hævn, vrede og had, men også de mere positive om familie, håb, kærlighed og tilgivelse.
Vi bliver kastet rundt i vores egne følelsers vold, og overgiver os til budskabet om, hvor meningsløst det er at pege fingre ad hinandens forskellighed.
Foto: Miklos Szabo
Er du Jets eller Sharks
En lille, men effektiv gimmick er, at ude i foyeren, kan du få en midlertidig tatovering, så du kan vise din loyalitet til en af de rivaliserende bander Jets eller Sharks. Det gjorde pausen underholdende og debatten om, hvor man hørte til, blev ivrigt diskuteret mellem aftenens gæster. Store som små.
Det er jo bare et lille klistermærke, men det holdt delvist publikum knyttet til historien i pausen, og gjorde en i forvejen spændende aften i operaen inddragende.
Foto: Miklos Szabo
En kniv i maven
Denne helt igennem spektakulære opsætning har kun en enkelt ting imod sig. Det er desværre også noget, der kræver stor tilvænning og accept for ikke at bruge aftenen på at ærgre sig. Teksterne er oversat til dansk.
Jeg er overbevist om, at oversættelserne af de originale sangtekster, ikke kan gøres bedre. Det er fremragende oversat. Men det er lidt lige som at lytte til en dansk oversættelse af en Elvis sang.
”Du er ikke andet end en hyldende hund,” eller The Betales med, ”jeg så hende stå der.”
Det kræver velvilje og accept at lytte til udødelige klassiske musicalsange, som du normalt kan synge med på, pludselig blive sunget på dansk. Ungdommen forstod det ikke, det kunne jeg konstatere ved at spørge gæster efterfølgende, og de lidt ældre generationer rynkede lidt på næsen.
Jeg har tænkt meget over det, og jeg kan stadig ikke selv komme på en begrundelse for, hvorfor det skulle være nødvendigt. Bliver Carmen oversat til dansk, når den bliver opført i samme hus?
Ok, så er det heller ikke værre. Alle gik, på trods af handlingens tragiske finale, opløftede og diskussionslystne fra den smukke bygning ud i vintermørket med deres nye og heldigvis midlertidige tatovering, mens vi blev enige om, at verden havde brug for mere kærlighed.
Der er ikke mange forestillinger tilbage, før West Side Story takker af for denne gang. Hvis du kan, og har mulighed for det, så skulle du give dig selv denne julegave.
Foto: Miklos Szabo
West Side Story spiller fra 18 november til 28 december 2022. Operaen. Store Scene.
Varighed. Ca. 2 timer og 35 minutter inkl. pause.
Instruktør: Thomas Bendixen. Dirigent: Robert Houssart. Dirigent: Thomas Bagwell. Dirigent: Tim Murray. Scenograf: Palle Steen Christensen. Kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen. Koreograf: Miles Hoare. Lysdesign: Mathias Hersland. Oversættelse: Jesper Malmose. Sangtekster: Silas Bjerregaard.
