Et smukt og klichefyldt drama
Hvad gør du, når din partner pludselig får kræft og står over for det svære valg; skal de gennemgå behandling uden sikkerhed for at overleve, eller vælge at leve det liv, de har tilbage, uden behandlingens gener? I We Live in Time møder vi parret Almut og Tobias, der står netop i denne situation. Gennem filmen får vi indblik i tre forskellige tidsperioder; hvordan de to mødte hinanden, deres rejse mod at få deres nu treårige datter, Ella, og det konfliktfyldte kræftforløb, som vender op og ned på både deres parforhold og lille familie.
Vekslen mellem de tre forskellige tidsperioder kan i starten virke forvirrende, men efterhånden som filmen udvikler sig, bliver det nemmere at adskille dem fra hinanden. De viser tidsperioderne med flotte sekvenser, god understøttende musik – og med lidt for lange montager til tider.
Fængslende, men unuanceret
Filmen er på mange måder solid med en seriøs og vedkommende fortælling uden overfladisk og urealistisk drama. Mange af de temaer filmen berører er nogle, jeg selv har stødt på blandt mine nærmeste i en alder af 28; påbegyndelse af nye parforhold i slutningen af 20’erne/starten af 30’erne, tanker om familiestiftelse, tidlige skilsmisser og professionelle ambitioner. Alle sammen meget aktuelle temaer i min omgangskreds, hvilket i den grad fik mig til at sympatisere med Almut og Tobias, da sygdommen pludselig forstyrrer de ellers ”typiske” drømme og håb i den alder.
Andrew Garfield (Tobias) og Florence Pugh (Almut) har en naturlig kemi på skærmen. Tobias er nyligt fraskilt, da han møder Almut, en ambitiøs kok med egen restaurant og store drømme. Men selvom Andrew og Florence begge leverer stærke præstationer, oplevede jeg desværre en skævhed i deres karakterers udvikling. Almut fremstår som en selvstændig og målrettet person, der har kæmpet for at nå til, hvor hun er i dag. Tobias, på den anden side, virker mere flad i sin karakter. Han har én ambition – at stifte familie – og så var der vist heller ikke mere dybde i ham. Det kunne have løftet filmen, hvis vi havde fået flere scener, der nuancerede Tobias’ karakter, men i stedet må vi få (lidt for) mange ensformige scener, hvor Garfield får tårer i øjnene, fordi Almut (igen) ytrer sin mening, mens han (igen) tier.
We Live in Time er en ”late coming of age”-film, der formår at tackle store dilemmaer på en subtil og smuk måde. Du kan dog ikke forvente at undslippe alle de klichefyldte og forudsigelige scener, dem vil du stadig komme til at støde på et par steder – men We Live in Time har helt klart sine momenter af de modsatte.
