Et fængselsdrama om mennesker uden selvindsigt

Efter den fænomenale debutfilm Den skyldige, der vandt hele syv Robert-statuetter tilbage i 2019, er instruktør og manuskriptforfatter Gustav Möller tilbage med Vogter. Her møder vi fængselsbetjenten Eva. Jobbet er hele hendes liv, og hun arbejder i en af de mindre farlige afdelinger, hvor hun kan være med til at rehabilitere forbrydere, inden de en dag skal slippes ud i samfundet igen. Denne meget målrettede tilværelse lider dog et knæk, da hun opdager, at manden, der har myrdet hendes søn, bliver anbragt i hendes fængsel. Eva prøver at ignorere det, men kan ikke lade det ligge, og vælger derfor at flytte afdeling, velvidende, at ingen kender til hendes privatliv. Herefter bliver hendes retsfølelse virkelig sat på prøve.

Det kan godt være, at kulissen er større end den alarmcentral, vi fulgte Jakob Cedergren i, men der er ingen tvivl om, at det stadig er et meget klaustrofobisk drama. Lige fra det kvadratiske skærmformat til det vinduesløse fængselsgange, føler man sig fanget i den ubehagelige stemning. Stemningen forbliver presset konstant og i takt med, at Eva langsomt opfører sig mere og mere amoralsk, kan man også mærke, hvordan det gør helt ond i maven at være vidne til.

Ingen kender sig selv
Nu lyder det måske som et meget genkendeligt kammerspil, hvor nogle meget banale iagttagelser om moral og etik bliver udpenslet gennem fængslet som samfundsmetafor, men heldigvis tager historien en uventet drejning undervejs. Pludselig ændres styrkeforholdet sig, mens konflikten skiftes fra at handle om hævn til, om nogle mennesker overhovedet kan reddes.

I en film som denne står og falder det hele på skuespillet. Heldigvis er Sidste Babett Knudsen formidabel i rollen som den fåmælte Eva, der siger så meget, selvom hun verbaliserer så lidt. Hun bliver fornemt flankeret af Sebastian Bull som hendes søns morder, Mikkel, der er som et vildt dyr. Han er på en og samme tid både drevet fuldstændig af sit instinkt, men uden at være i stand til at udtrykke sig præcist.

Og i sidste ende er det også det, Vogter egentlig handler om. Det er måske nok et intenst fængselsdrama med dygtige skuespillere, en klar visuel identitet og masser af moralske dilemmaer. Filmens helt store styrke er dog, hvordan den portrætterer mennesker, der ikke evner at forholde sig til dem selv eller deres omgivelser. Hvad end det er gennem ord, handling eller en flugt fra virkeligheden, er ingen af dem i stand til at udtrykke sig, og det viser sig at være, det reelle fængsel. Derfor står Gustav Möller også tilbage med en stærk opfølger, der virkelig tør forholde sig til et kerneproblem for så mange mennesker, uanset om de er indsatte eller udenfor fængslets mure.