Længe leve de skæve eksistenser
Komedien er om nogen en svær genre at have med at gøre, fordi den i sin grundnatur kan have en helt ualmindelig stærk, samlende kraft, men denne kapacitet har altid været i direkte konflikt med sig selv – for denne bestræbelse på at samle folk humoristiske situationer, leder ofte til tandløse folkekomedier. Folkekomedier, som efterhånden er en saga blot i en globaliseret verden, hvor det er svært at definere nogle karaktertræk, der samler befolkningen generelt.
Til trods for genreudfordringerne, både nye som gamle, har instruktør og forfatter Christian Arhoff alligevel kastet sig ud i noget så sjældent set, som en rendyrket, skæv komedie, der uden at være vulgær som Casper Christensen og co., peger tilbage mod en anden tid, hvor de skæve eksistenser blev hyldet i stedet for latterliggjort. En af disse skæve eksistenser er 30-årige Viktor, der har levet isoleret fra omverdenen med sin mor, spillet af altid aparte Bodil Jørgensen, der er bange for al ting.
Viktor bliver dog tvunget ud i verden, da hans mor går bort, og han finder ud af, at hans far ikke er en død jazzmusiker, men i stedet stadig sprællevende og lever som det stik modsatte, forsikringsmand. Det bliver startskuddet på en mærkværdig rejse, hvor man som seer ofte har svært ved at finde ud af, om det er Viktor eller folkene i forsikringsverden, der er mest skøre.
Historien lyder ikke bare som et plot fra 70’erne, men har også i sin æstetik og komiske opbygning mere til fælles med Olsen Banden-serien, end nutidens komedier, hvor folk snakker i et væk i håbet om, at publikum kommer til at grine over et eller andet skuespillerne improviserer. Det betyder også, at selvom man ikke sidder og skraldgriner, rummer filmen en oprigtighed, der er de fleste moderne filmskabere forundt.
Viktor mod verden bliver båret frem af sit velspillende ensemble, hvor særligt Nicolai Jørgensen som Viktor er værd at fremhæve, mens det hele bliver anført af instruktør Christian Arhoffs stilsikre hænder. Den har på ingen måde til hensigt at udvikle komediegenren, og jeg kan godt have mine tvivl ved, om en så klassisk komedie stadig har et publikum i dag, men man må sige, at filmskaberne tydeligvis har lavet den film, som de gerne ville, og så kan man heller ikke forlange meget mere.
