Et tiltrængt tilbageblik på Danmarks ”glemte” historie
I Viften rejser vi tilbage til 1848 i Dansk Vestindien, og her møder vi slaveejeren Anna Heegaard og hendes husholderske Petrine. Vi befinder os i en tid, hvor Danmark er slavenation, og på Annas landsted bor også generalguvernøren Peter von Scholten, så hun er en meget magtfuld kvinde. Alt er derfor i Annas øjne i den skønneste orden, lige indtil der begynder at florere rygter om, at et oprør er under opsejling, fordi hvad vil en afskaffelse egentlig betyde for en person som hende, der har bygget hele sin formue op omkring at eje folk.
© SF Studios
En satire, og så alligevel ikke
Manuskriptet er skrevet af Anna Neye, der selv spiller rollen som slaveejeren Anna Heegaard, og er nok mest kendt for satireserien Normalerweize. Derfor skal man være lovligt undskyldt, hvis man bliver ledt til at tro, at der her er tale om en komedie. Der er ganske vist enkelte humoristiske scener, der på satirisk vis udstiller de åbenlyse absurditeter i racistisk tænkning, når forkerte antagelser bliver udstillet i al deres tåbelighed, ved at stå usagt hen. Historien bliver også præsenteret gennem Søren Sætter-Lassen som en fortællerstemme, der indleder og afrunder fortællingen, som var det en godnathistorie.
Men til trods for disse elementer, har filmen nok mere tilfælles med instruktør Frederikke Aspöcks forrige film, fængselsdramaet De frivillige, der ligeledes også endte med primært at være drama med lidt satire drysset henover, for at gøre situationerne mere spiselige, selvom den blev markedsført som en genrehybrid. Selvom hybriden ikke helt lykkes, har det nok været en meget god idé at tilføje flere satiriske situationer alligevel, fordi en film som denne havde nok ellers været for barsk til det helt brede biografpublikum.
© SF Studios
Et opgør med fortiden
Og hvorfor bliver en historie om danske slaveejere forsøgt gjort mere spiselig? Det skyldes nok, at der bliver gjort op med den romantiske fortælling om Danmarks fortid som slavenation, hvis denne fortid da overhovedet er noget, som de fleste folk italesætter eller kender til i dag. Mange af karaktererne er rigtige historiske skikkelser, og særligt generalguvernøren Peter von Scholten, der krediteres for at afskaffe slaveriet, bliver taget under kærlig behandling, og der virkelig sættes spørgsmålstegn ved, hvor heroisk han egentlig var.
Noget andet som filmen også lykkes rigtig godt med er, at udover man bliver mindet om, hvor forfærdelig ondskabsfuld racisme er, for dem, der bliver udsat for et ubegrundet og uretfærdigt had, så låser den også alle fast i meget snævrer kasser, hvor det at skille sig bare en lille smule ud fra normerne, kan være undergravende for hele ens eksistensgrundlag.
Viften bliver båret af en effektiv historie om et overset kapitel i Danmarkshistorien, som er vigtigt at blive mindet om, særligt fordi de fleste i dag, nok ikke kan forene en fortid som slavenation med det lille, hyggelige og smålige selvbillede, vi har af Danmark, hvor de største problemer sjældent rækker længere end skænderier med naboen. Anna Neye er god i hovedrollen, som et omvandrende paradoks, der er bange for at miste sin magt, og samspillet med Sara Fanta Traore, som hendes veninde og husholderske Petrine, er filmens helt store højdepunkt.
Alt lykkes dog ikke, for det ville være synd og sige, at der er særlig meget at grine af undervejs, jeg gjorde i hvert fald ikke, og selvom målet helt klart har været at fortælle en afvigende historie, er budskabet ikke så anderledes fra de fleste andre internationale film, der dokumenterer de ødelæggende konsekvenser ved ekstrem fremmedfjendskhed og trældom. Nationalt har vi dog ikke tradition for at kigge særligt meget indad, når det kommer til vores egen historie. Så i sidste ende bidrager Viften alligevel med et perspektiv, der er værd at stifte bekendtskab med.
