En deprimerende god øjenåbner
I det lettere biografiske drama, kaster instruktør og manuskriptforfatter Adam McKay sig ud i at forsøge og portrættere en af virkelighedens mest berygtede og lyssky politikere, Dick Cheney. Cheney har haft en meget bemærkelsesværdig karriere, og er nok bedst kendt for at være Vicepræsident under George W. Bush i 00’erne, og arkitekten bag alle deres politiske udspil.
I filmen får vi, en forholdsvis sand, udlægning af hans liv fra en drukkenbolt i sine unge år, til en af de mest magtfulde og bidske politiske mennesker i nyere tid – og det er sindssygt underholdende fortalt.
Alt var ikke bedre i de gode gamle dage
Al nostalgi for de “enkle” 00’erne, hvor præsidenten hed Bush og var ubegavet på en ikke særlig truende måde, bliver fuldstændigt ryddet af vejen, da vi bliver mindet om, at USA i 00’erne var langt værre, end det er i dag. Cheney styrede i skjul landet som en anden diktator, og med en propagandistisk mediedækning ryggen, var vejen ryddet for, at præsidentembedet virkelig blev foldet ud.
Det er en utrolig dramatisk historie, og selvom Adam McKay flere gange gør opmærksom på, at vi ikke aner, hvad der skete bag lukkede døre, så er det nogle troværdige og gribende scener, de alligevel har fundet på.
Når filmen er et rigtigt drama, så er det også som om, at tingene går op i en højere enhed. Der er tænkt over muligheden, som filmmediet giver, og man kan virkelig både mærke og se i klippearbejdet, at der er en tanke bag hver en scene. Selv den tilsyneladende finurlige rammefortælling omkring filmens fortæller, der forklarer nogle af de mere amerikanske elementer til et udenlandsk publikum, er begavet skruet sammen.
Christian Bale er Oscarværdig
Christian Bale er også eminent som Dick Cheney. Politikeren var kendt for ikke at besidde skyggen af karisma, eller for den sags skyld elskværdige egenskaber, og Bale præsenterer disse kendetegn på meget elegant og overbevisende måde. Bale er kendt for at overspille (en smule), og han får da også gennem enkelte narrative brud med filmmediet lov til at folde sig mere bombastisk ud. Men styrken i hans præstation ligger i, at han gennem det meste af filmen er en sammenbidt, tavs og udspekuleret mand, man hele tiden kan mærke er ude på psykopatiske narrestreger. Christian Bale må derfor også siges at være min favorit til at vinde årets Oscar for bedste mandlige hovedrolle.
Resten af ensemblet er også velspillende, dog ikke på samme niveau som Bale. Amy Adams som Cheneys kone Lynne, Sam Rockwell som Bush Jr. og Tyler Perry som Colin Powell er værd at fremhæve, mens Steve Carell desværre stadig lyder som Michael Scott fra The Office, selvom han gør sit bedste for at efterligne Donald Rumsfeld.
For mange komiske sidespring
Alt i alt er filmen godt skruet sammen, og fungerer som en rigtig god påmindelse om, hvor let det er at undergrave demokratiet, hvis folket enten uinteresseret eller ukritisk bliver fodret med propaganda.
Det eneste filmen gør forkert er, at der er lidt for mange komiske sidespring. Ligesom i McKays forrige film, The Big Short, holdes der med jævne mellemrum pause fra filmen, for at forklare situationen på en lidt mere komisk vis.
Det er eksempelvis en forklaring af lovændringerne, der gjorde det muligt at invadere Irak, illustreret som en menu på en fin restaurant, eller en falsk slutning, som viser, hvordan tingene ville se ud, hvis Cheney have trukket sig tilbage fra politik efter præsident Ford.
De små sidespring er ofte temmelig komiske, men det virker som et interesseskabende sikkerhedsnet, filmen ikke har brug for. Dramaet er faktisk så godt skruet sammen, at det ender med at være en smule distraherende, at stemningen bliver punkteret, når der er en sådan en fin sammenhæng i resten af filmen.
Vice er en overraskende vellykket, kreativ og vedkommende påmindelse om, at korruption på højeste niveau ikke nødvendigvis behøver at være lige så åbenlys som Donald Trump. Den kan også finde sted bag lukkede døre og ved at mørklægge og vildlede befolkningen på langt mere overlagt vis. Der bliver leget med filmmediet og ensemblet, anført af en enestående Christian Bale i hovedrollen, gør det også til en god filmoplevelse. Der er både stof til eftertanke og solid underholdning, så du kan trygt gå ind og se historien om USA’s mest berygtede Vicepræsident.
- Release Date: 1/31/2019