Tom Hardy tager endnu en svingom
Venom: The Last Dance markerer afslutningen på trilogien om Eddie Brock og den ikoniske antihelt, Venom. Efter to kæmpe biografsuccesser er forfatter Kelly Marcel, der skrev de forrige film, nu gået bag kameraet og har instrueret filmen, baseret på et manuskript af hende og Tom Hardy selv.
Historien er også, på godt og ondt, tro mod det, der er gået forud. Filmen starter, hvor Venom: Let There Be Carnage sluttede. Eddie Brock er på flugt i Mexico, anklaget for et mord, han ikke har begået. Det bliver dog værre, da også hans anmassende følgesvend, Venom, bliver jagtet af monstre fra symbioternes hjemverden, der har i sinde at dræbe dem begge for at frigøre en intergalaktiske skurk.
Det lyder noget kringlet, og det er det da også, men bag de mange effekter er plottet også enkelt. Eddie og Venom er på flugt, og det er hvad de forbliver gennem filmens 109 minutter.
En kassesucces mod al forventning
Jeg er nok ikke den eneste, som er forundret over, at en filmserie om Spider-Mans værste fjende, uden Spider-Man selv, er endt med at være så stor en succes. Der er ikke meget, der hænger sammen i nogen af disse film, hvor der springes fra det ene plotpunkter til det andet, uden den store sammenhæng, og ofte med pludselige toneskift til følge.
Ligeledes er actionsekvenserne måske mange, men efterlader aldrig en medrevet. Karaktererne er så papirtynde og utroværdige, at selv oscarnominerede skuespillere som Chiwetel Ejiofor, har svært ved at levere replikkerne. De er generelt så mekanisk karakteriseret, at selv en vild hippie, der er på jagt efter rumvæsner, fremstår mondæn. Med andre ord er der mange elementer i filmskabelsen, der helt grundlæggende ikke fungerer, men samtidig har man heller ikke svært ved at se, hvorfor folk bliver ved med at strømme ind i biografen for at se disse film.
Det er i mere end en forstand Tom Hardy, som er det store trækplaster. I hans tredje svingom som både Eddie Brock og symbioten Venom, udstråler han stadig en manisk vildskab og energi, der gør karaktererne dragende. Det fungerer måske ikke på papiret, men når Hardy vækker dem til live, gør de alligevel. Det har været redningen igennem hele serien, og denne gang er ingen undtagelse. Når Hardy er på skærmen, glemmer man helt, hvor usammenhængende det hele er, fordi han hele tiden træffer nogle uventede valg som skuespiller. Man kan ikke andet end at beundre hans passion, og det er uden tvivl det, der lokker folk i hobevis til at tilbringe tid i hans selskab.
Venom: The Last Dance er rendyrket superhelte kaos fra start til slut. Mange aspekter fungerer objektivt ikke, men med tanke på, at det er det tredje kapitel i Venom-serien, kan man heller ikke tillade sig at være overrasket over det. Hvis du kunne lide de forrige, vil du også kunne lide denne, for filmen bæres stadig af Tom Hardys ustoppelige vildskab og det ikoniske monster Venom, der er som et fyrtårn midt i al kaosset.
