En film, som ved hvad den er
Venom: Let there be carnage er en dejligt mærkelig, håbløs og samtidig helt vildt underholdende film. Med sit enormt todimensionelle persongalleri, som eksempelvis skurken, seriemorderen Cletus Kasady, der ikke ønsker at stikke af fra fængslet for at myrde folk, men for at finde sit livs kærlighed, er en rigtig 90’er måde at skrive sin sadistiske skurk på, og gøre ham spiselig for det brede publikum. Ligeledes er forholdet mellem symbioten fra det ydre rum og journalisten Eddie Brock, mere som at følge et umage par, der på trods af sine modsætninger holder af hinanden, end en dyster kamp for overlevelse mod en alien, der foretrækker en kost bestående af menneskers hoveder.
Underholdende fra start til slut
Det er udgangspunktet for vores to hovedroller, og meget dybere bliver det egentlig heller ikke for hverken dem eller resten af ensemblet. Og faktisk fremstår det som et frisk pust, at filmen slet ikke forsøger at udforske de psykologiske dybder i sine karakterer. I modsætning til de fleste actionfilm i dag, der varer hele aftenen og natten med, så ved Venom: Let there be carnage, præcis hvad den er. Det er en bombastisk blockbuster, hvis ypperste formål er at underholde publikum i halvanden time, og til det formål behøver man ikke en masse stillestående scener, hvor folk taler i et væk om deres følelser, for efter fuldstændig at skifte gear og sluttede det hele af med hjernedød action. Så er det i det mindste mere ærligt, nærmest og bryste sig af, at der ikke er nogen dybde at finde her, og så bare have det sjovt med konceptet.
Og heldigvis for filmen og for os på tilskuerrækkerne, resulterer det i en vildt underholdende film, hvor man ikke ved, om man skal grine med eller af filmen. Tom Hardy og Woddy Harrelson giver den hele armen, også selvom de egentlig ikke behøver det, og kombineret med de velkoreograferede actionscener, instrueret af CGI-guruen Andy Serkis, skal den her film nok underholde sit meget specifikke publikum.
Og ligesom filmen heller ikke har mere at sige, så har jeg heller ikke meget mere skrive end, at du ved hvad du får med filmen her. For hvis du bare gerne vil blive underholdt i halvanden time, og samtidig blive forundret over, hvordan de binder actionsekvenserne sammen, så kan du i hvert fald ikke galt i byen med Venom: Let there be carnage.