Et kompromisløst portræt af Island

Hvad kan man skrive om Hlynur Pálmasons seneste film, som ikke allerede er blevet skrevet, i forbindelse med filmskaberens tidligere film? Manden, der i de seneste år har åbenbaret sig som dansk og islandsk films helt store, nye auteur, med film som Vinterbrødre og En hvid, hvid dag, er ikke bleg for at fortælle og præsentere film på sin helt egen kompromisløse måde.

Det samme gør sig gældende for Vanskabte land, der følger den danske præst Lucas, der i slutningen af 1800-tallet bliver udsendt til en fjern del af Island for at bygge en kirke og fotografere de mennesker, han møder på sin vej. Men efterhånden som hans rejse leder ham længere og længere væk fra den tilværelse han kender, begynder han også at vævre i sin tro.

En collage af fotografier
Filmen er inspireret af virkelighedens Lucas, og de billeder han tog på sin rejse, og det afspejler sig i hele produktionen. Alt lige fra billedkompositionen, det kornede billede, det næsten kvadratiske 4:3 billedformat, de lange indstillinger, ja selv skuespillet er afmålt, som poserede de til at blive fotograferet for flere hundrede år siden, hvor blændetiden var noget længere end i dag. Det er et meget klart og gennemført stilvalg, som helt sikkert kommer til at dele vandene, men beundringsværdigt, er det under alle omstændigheder.

I forlængelse af disse markante valg, er det heller ikke skuespillet, der er i centrum. Elliott Crosset Hove, stirrer det bedste han har lært, for virkelig at vise, hvor malplaceret og åndsforladt præsten Lucas bliver hen over sin tid i Island, men det er mere en afbildning af vulkanøen og dens folk, der fanger fotografens opmærksomhed.

Og som stemningsfilm, der tegner et portræt af landets natur som langt større og stærkere end mennesket, har Vanskabte skabninger helt klart sin berettigelse. Det er virkelig nogle flotte billeder, man bliver præsenteret for, og selvom øen ikke ligefrem fremstår gæstfri, får man næsten lyst til at udforske de af mennesket uberørte områder.

Der er selvfølgelig også en bagside ved at være så kompromisløs en instruktør, som det er tilfældet med Hlynur Pálmason. For selvom det lykkes at skabe en mytisk stemning, kommer man heller ikke uden om, at det er en meget lang film. Plottet er næsten ikke eksisterende, og karaktererne bidrager ikke med noget, som ikke er set i hans andre film. Det er stemningen og de naturskønne billeder, der skal få en til at tage ind og se filmen. Om det er nok til at tilbringe så lang tid i biografmørket, er nok op til den enkelte.