En af årets flotteste danske film

I Valhalla, rejser vi ind i en Peter Madsens univers om de nordiske guder. Menneskebarnet Røskva og hendes storebror Tjalfe lever en stilfærdig tilværelse på familiens gård, lige ind til Thor og Loke kommer forbi. Det ender nemlig med, grundet Lokes narrestreger, at søskendeparret skal tage med de to guder hjem til Asgård, for at være deres trælle. Det bliver begyndelsen på et uventet eventyr, ikke bare fordi de to børn pludselig er helt alene i verdenen, men også fordi Ragnarok lurer i manegen.

Fantasy under danske vilkår
Det er noget af en kæmpe udfordring Fenar Ahmad og resten af Profile Pictures holdet har sat sig for. Der er så mange forhindringer som skal overkommes for at lave en rigtig bombastisk og episk fantasyfilm. Først og fremmest er der selve budgettet, som i de amerikanske udgaver, sjældent ligger under 1 milliard kroner, hvilket selvsagt ikke kan lade sig gøre med en film på dansk. Derudover stilles der også store genremæssige krav, når det kommer til æstetikken, kostumerne, action og lyddesign.

I forhold til genreelementerne, slipper filmen her rigtig godt fra de naturlige budgetmæssige begrænsninger. Verdenen ligner måske ikke Peter Madsens tegneserieforelæg, men gennem en kombination af flotte naturlandskaber, veldesignede kostumer, der passer til gudernes store personligheder, og en meget klog brug af computeranimation, emmer det på alle måder af et rigtigt fantasyunivers. Æstetikken er altså på plads, og med lidt hjælp fra komponist Jens Ole Wowk McCoys ekstravagante lyd, kunne man ledes til og tro, at det var en rungende succes. Sådan ender det dog ikke.

Manuskriptet holder filmen tilbage
For helt kortfattet, er historien, filmens helt store hæmsko. Plottet har så travlt med at føre os mod ragnarok, at der aldrig er tid til at lære de vigtigste karakterer at kende. Det er en ting, at protagonisten Røskva er lidt tyndt karakteriseret, og læner sig for meget op ad den klassiske Hero’s Journey til min smag, men noget helt andet er, at man ikke engang kan genkende de nordiske guder.

Hvis ikke det var fordi, at jeg ligesom så mange andre danskere, allerede kender til nordisk mytologi, ville jeg ærligt talt ikke vide hvem halvdelen af guderne er, eller sågar, hvorfor jætterne er så onde. Der bliver ganske enkelt ikke tid til det, fordi vi hurtigt skal videre i plottet. Det mest tydelige eksempel på dette er, at Loke, lurendrejeren over dem alle, ingen rolle spiller i filmen, efter de første 10 minutter, selvom han om nogen burde være en kilde til evig tvivl og drama.

Det store fokus på at ramme genrekonventionerne gør også, at dialogen bliver meget tung at sidde igennem. Den meget virkelighedsfjerne og skæbnebetonede måde, som man taler på i amerikanske fantasyfilm, er meget svært at få til at lyde naturlig på dansk. Det lykkes heller ikke her, hvor store dele af skuespillerne, har meget svært ved at sælge dialogen, og ofte lyder som om de er blevet dubbet i under post-produktionen.

Valhalla er måske årets flotteste danske film. Der er ingen tvivl om, at Fenar Ahmad og resten af holdet bag, har fået virkelig meget ud af de begrænsede ressourcer. Der er masser af flotte computergenerede billeder – og end lidt fantasyaction – ligesom kostumerne også fortjener at blive fremhævet. Desværre bliver helhedsoplevelsen stærkt hæmmet af et forhastet plot, og en manglende karakterisering af persongalleriet. Det er nok den bedste danske fantasy i mange år, men der er stadig langt oppe til det helt store idol, i Ringenes Herre, der trods alt stadig leverer en langt mere sammenhørig pakke.