Dagbog fra det sidste menneske på jorden

Marlen alene i verden
I 1963 udkom det, der af mange kaldes Marlen Haushofers hovedværk, Væggen.

Skrevet dels i afmagt af at være hjemmegående tandlægefrue med en dagligdag, der ikke var andet end en forhindring, der kostede tid og energi, som kunne bruges på noget andet mere kreativt.

Det var måske ønsketænkning, da Marlen skrev om en gift kvinde med voksne børn, der bliver inviteret med til en jagthytte i bjergene. De andre vil ned til den nærmeste by, men det gider hun ikke, hun ved de ender på kroen, så de tager afsted alene. Men da kun hunden vender tilbage, beslutter hun sig for dagen efter at hente dem. Her går hun ind i, hvad der minder om en glasvæg, der afskærer hende fra omverdenen. På den anden side er alt liv stivnet. Hun er alene og må ud over det åbenlyse, overlevelse, genfinde sig selv, og det hun troede, var hendes identitet.

Foto: Camilla Winther

Hvem er vi, når der ikke er andre, vi kan spejle os i?
I 1963, da Væggen blev skrevet, var det et godt spørgsmål. Det er det også nu, og vil også blive ved med at være det i fremtiden. Hvem er vi, når vi kun kan og skal forholde os til vores sult?

Kvinden, spillet af Christine Albeck Børge, er det eneste vi ser på scenen. En scene, der er aftegnet som en nøgen støvet kridtfirkant i gulvet. Stolerækkerne er blevet placeret rundt om, og det kan umuligt blive mere intimt. Da Kvinden går ind i væggen, og de 64 højtalere placeret over os, fortæller hertil og ikke længere, står hun så tæt på mig, at havde hun taget ét skridt mere, var hun gået ind i mig. Men jeg får travlt med at flytte mig til siden af andre grunde, da personen i stolen ved siden af bliver så forskrækket, at det flyver rundt med hvidvin alle steder.

Disse højtalere og det lydbillede, der bliver tegnet af Asger Kudahl, er en kæmpe medspiller i forestillingen, og gør, at vi ikke behøver andet end Christine Albeck Børge på det nøgne gulv.

Hun har en spadseredragt og en håndtaske, og begge bliver brugt i alle tænkelige afskygninger, til at illustrere alt fra økse til fødselsvejens udmunding. Det er gennemtænkt og gennemarbejdet.

Asger Albeck fortjener alt den ros, man kan kaste efter ham og lyddesignet.

Christine Albeck Børge viser, at man også kan spille nærværende skuespil, selv når man har ryggen mod publikum, hvilket hun bliver nødt til, når vi nu sidder hele vejen rundt. Hendes stemme kommanderer opmærksomhed og insisteren på, at dette bliver i hendes tempo, lige meget hvor travlt vi har haft i det 2023, der er ude på den anden side af væggen. Altså ikke den på scenen, men teatrets. Forestillingen har et tempo, vi fra vores travle hverdag skal vænne os til.

Det er tiltrængt og en kæmpe usynlig medspiller.

Det er tydeligt, at Christine Albeck Børge giver alt, hvad hun har i sig. Jeg bliver hvert minut imponeret over talentet, men jeg fanger hele tiden blikke fra den modsatte side, hvor publikum også sidder. Jeg bliver hele tiden mindet om, at der er andre til stede. Det er irriterende, når illusionen fortæller mig, at jeg skal se på den sidste og eneste kvinde, der er tilbage i verden.

Foto: Camilla Winther

Når man er alene men aldrig alene
To af de fire stjerner går til netop Asger Albeck og Christine Albeck Børge.

Det er nemlig de dramaturgiske valg, der skal vise sig at være den største udfordrer af tålmodigheden. Læs nu færdigt først, det lyder som kritik, men det er det ikke.

Det er jo nok mest Marlen Haushofers valg, men teksten har været igennem og dramatiseret af Karen-Maria Bille og instrueret af Anna Balslev.

Det ene hjælpemiddel efter det andet dukker op som redning eller genstand, man kan klamre sig til, for at skabe fremdrift. Hunden, men ikke parret, kommer tilbage inden væggen lukker af for verden. Så er der en form for selskab, som passende kan blive det dyriske spejlbillede.

En ko dukker op af sig selv lige efter, så er der mælk. Den er også gravid, så kvinden kan opleve fødslens mirakel, selv om hun selv har født to børn.

En kattekilling dukker op, så er der noget sødt og uskyldigt, som kontrapunktisk kan irritere hende. Så skal der jages. For selv om vi lige har lært, at der er en væg, og at man ikke kan komme nogen steder, så kan man godt gå på jagt og finde vildt, man så ikke kan få sig selv til at skyde, selv om hun bliver mere og mere afkræftet for hver dag. Faktisk er hun så sulten, at hun brænder madopskrifter med lækre billeder for ikke at blive mere vanvittig. Men skyde et dyr, når hun har chancen. Det kan hun ikke.

Vis mig den person, der ikke skyder et dyr, når det er et spørgsmål om overlevelse.

Heldigvis kommer hun på tilbagevejen forbi et andet dyr, som er kommet til skade. Så kan hun hjælpe det fra livet, da det ellers havde lidt. Hvor heldig har man lov at være?

Foto: Camilla Winther

Når ting tager tid
Jeg er med på, at man kan og skal læse og tolke teksten på mange måder og niveauer. Det er mere spirituelt, end jeg gør det til. Jeg klamrer mig fast i det praktiske og de logiske valg. Men da jeg går ud i virkeligheden, må jeg her tre dage senere konkludere, at min frustrationer kun delvist har noget med de kunstneriske valg at gøre. Halvdelen er stadig mine undrende spørgsmål til værket og dets opsætning, men den anden halvdel er frustrationer over det spejl, der er blevet sat op foran mig.

At kvinden gør som hun gør, er hendes valg, min frustration er, at jeg hele tiden tænker, hvis det havde været mig, så havde jeg gjort det anderledes. Så med den erkendelse, må jeg sige, at Væggen på Edison har lykkedes i alt, hvad den prøver. Det har taget mig flere dage og indre skænderier med mig selv at skrive denne anmeldelse. Bravo. En forestilling, der sniger sig ind i sindet og bliver boende. En forestilling, der hele tiden vender tilbage med provokerende spørgsmål til mine egne etiske og moralske grænser.

Væggen spiller fra 2. februar til 25. februar 2023. På Edison.
Varighed 1 time og 15 minutter. Uden pause. Tirsdag – fredag kl. 20. lørdag kl. 16

Medvirkende: Christine Albeck Børge. Roman af: Marlen Haushofer. Dramatiseret af: Karen-Maria Bille. Instruktion: Anna Balslev. Scenografi: Jonas Fly. Lyddesign: Asger Kudalh. Lysdesign: Christian Alkjær.

Forestillingen er skabt som en del af en samlet proces kaldet BETTY UDVIKLER i samarbejde med Bikubenfonden. Her udvikles forestillinger på tværs af kunstarterne over længere stræk med workshopforløb og kollektive tanker.