En dramatisk genoplevelse af tragedien på Utøya
I Utøya 22. juli, følger vi kvinden Kaja på den skæbnesvangre dag. Hun er taget afsted til lejren sammen med sin lillesøster. De har et lidt anstrengt forhold til hinanden, og det bliver da heller ikke bedre, da de modtager nyheden om bombeangrebet i Oslo. Inden længe hører de lyden af skud, og så handler det ellers om at holde sig i live, selvom de er fanget på øen – og hvis det ikke var ubehageligt nok, så er det hele optaget i ét langt take, så publikum også er taget som gidsel, mens Kaja kæmper for at overleve.
En umulig opgave som lykkes
Jeg kan allerede med det samme skrive, at Erik Poppe lykkedes med hans mission om at lade publikum føle sig lige så fanget som de stakkels unge ildsjæle, der blev terroriseret og myrdet af Breivik. Skuespillet er helt i top, og det, der sagtens kunne have endt som en fortænkt gimmick, med den ene filmlange optagelse, fungerer meget godt og dragende i stedet for distraherende.
Samtidig så kan jeg ikke slippe følelsen af, at det måske trods alt stadigvæk er lidt for tidligt at lave en film som denne om Norges vel nok største traume, siden 2. verdenskrig. Sådan som verden er indrettet i dag, så er det uundgåeligt, at en tragedie som denne ville blive til en film, og der er da også allerede en amerikansk udgave i støbeskeen.
Så hvis der absolut skal eksistere en dramatiseret genfortælling af begivenhederne, så er jeg først og fremmest glad for, at det er nordmændene, der som de første selv får lov til at bearbejde traumet på film, og det bliver gjort med en stor respekt for ofrene og de relaterede.
Alt lige fra markedsføringen, til det filmiske indhold, bærer tydeligt præg af, at Erik Poppe og resten af holdet bag, ikke ønsker at sensationalisere terrorangrebet, men i stedet forsøger at give en forståelse af, hvordan føles at være til stede i en krisesituation som denne – og det lykkes de uden tvivl med at vise.
En lidt for klassisk historie
Der hvor filmen dog trods alt er en smule mangelfuld, er i dens bevidste udladelse af attentatmanden, Breivik. Vi kommer ikke ind under huden af, hvordan et menneske er nået så langt ud, at man kan vælge at myrde andre mennesker som han gjorde det. I stedet fremstår han mere som et uhåndgribeligt monster, der lurer i baggrunden. Det er nok også meningen, men er også uheldigvis med til at sensationalisere ham, til trods for at resten af filmen formår at være utrolig autentisk. At fjerne fokus fra Breivik er dog meget forståeligt. Oftest er det jo psykopaterne, der får al medieomtalen og bliver husket, i stedet for ofrene, som deres handlinger gik ud over.
Hvad der dog er filmens største fejltagelse er, at selvom skuespillerne er virkelig gode, og selvom stemningen er tiltænkt ubehagelig, så er narrativet stadig en temmelig tynd kop te. Uden at afsløre for meget, så har Kaja et andet mål end at overleve, for at skabe lidt yderligere suspense, og fordi resten af filmen fremstår så autentisk, så er det ekstra tydeligt, at hendes historie følger en meget åbenlys berettermodel. Det havde de ikke behøvet, men har alligevel valgt det, for at skabe en større samhørighed i historien.
Utøya 22. juli, er nervepirrende, ubehagelig og intens fra start til slut. Der er en ingen tvivl om, at man virkelig føler sig fanget igennem hele filmen. Der er ingen underlægningsmusik eller smarte visuelle effekter og hysteriske klip, nej vi er bare tvunget til at være sammen med Kaja hele vejen igennem, uden at vi på noget tidspunkt kan stikke af. Man får virkelig lov til at indleve sig i, hvordan det må have været dengang – selvom de fleste nok ikke ønsker at føle den slags. Et par narrative fejltrin undervejs og et bevidst ønske om at holde fokus væk fra Breivik, skal dog ikke tage noget væk fra en fremragende film, der viser de værste sider af menneskeheden, portrætteret ved en nationaltragedie.
