Det er pissesjovt

Er man kaninen bliver du skudt
Urinetown blev uropført i maj 2001 på New York International Fringe Festival og blev senere samme år opført på Broadway.

Teksten og stemningen var og er i høj grad en tendens af tiden og er i al sin enkelthed savnet.

Næsten intet er helligt, ironien og sarkasmen træder hinanden over tæerne for at komme til. Det er så dejligt befriende og forløsende at få lov til at grine, uden at se sig over skulderen, i frygt for at blive nedstirret af en af de efterhånden mange sarte sjæle, bedre kendt som snefnug, i salen.

Nu er Urinetown så også i den blødere ende af den førnævnte tidstendens. Kønsidentitet og seksualitet er uden for målskiven, og det er nok også bedst sådan. Lidt endnu.

Forestillingens hovedtema er det absurde i, at mennesker kan og må tjene penge på andres ulykke.

Ikke noget nyt, men en tanke, der er nødvendig at bearbejde i disse så bizarre tider.

Er Urinetown utænkelig fiktion, vi blot kan more os over, eller en advarsel om, hvad vi har i vente?

Netop den tvetydighed gør Østre Gasværk Teaters opsætning af Urinetown her i foråret 2024 til et kæmpe pletskud.

Dette er en musical, der griner af andre musicals samtidig med, at den i høj grad er klar over, at den selv er en musical. Der bliver ikke kun peget fingre af alle de andre, men også på eget indhold og dramatiske opbygning.

Få sekunder efter lyset er gået ned, kommer der projekteret tekst på væggen over scenen, hvor publikum bliver gjort opmærksom på, at forestillingen godt selv ved at titlen er lidt åndsvag. Næste besked er, at selv om dette er en musical, så spiller Silas Holst ikke med i forestillingen. Allerede her, inden det første ord er blevet sunget, viser opsætningen, at vi skal finde sikkerhedsselen frem, for det her kommer til at gå stærkt og intet er fredet. Jeg er vild med det.

Alle elsker Bobby Strong
Den unge Bobby, som er assistenten på det offentlige toilet nummer 9, bliver kørt i stilling, eller nu nok på en måde selvvalgt, som leder af revolutionen, og vi kan ikke have en musical uden en Romeo & Juliet romance, hvor de nyforelskede er på hver sin side af fronten.

Der bliver ikke sparet på klichéerne, men de er velvalgte og bliver brugt som netop det, og lige når du tror, at du ved hvilken tradition, der bliver brugt næste gang, så har du regnet rigtigt, men så alligevel overhovedet ikke, for alt tager hele tiden en drejning til fordel for sarkasmen og ironien.

Kim Ace Schjerlund har instrueret og stået for koreografien. Som om det ikke var nok, spiller han også Barrel og Tiny Tom på scenen. Man kunne godt tro, at en af de ting måtte lide lidt under presset og noget blev prioriteres over andet, men det er ikke tilfældet. Det er ikke mindre end en tour de force på alle poster.

Mads Rømer Brolin-Tani er det perfekte valg som politimanden Lockstock, som også fungerer som historiens fortæller. Det er muligt, at han ikke er på den gode side af rigtigt og forkert, men man kan ikke andet end at holde af karakteren, og det er ikke så nemt at spille, som man måske kunne tro.

Når det kommer til historiefortæller og dirigent af historiefremdrift skal Sicilia Gadborg i rollen som little Sally også nævnes. Her bliver der nemlig konstant punkteret oppustede plotballoner og stillet spørgsmål til handlingens retning og mangel på forklaring af detaljerne. Ganske som et barn gør i virkeligheden, bare tydeligt skrevet af forfatterne tilbage i hovedet på sig selv. Sicilia Gadborg har uden tvivl de største komiske øjeblikke, og især da hun ryger en fiktiv cigarette, mens hun i rollen som lille pige spiller, at Sally lader som om, hun er ældre end hun egentlig er, for at få de andre til at lytte, er genialt.

Kurt Ravn hygger sig i rollen som Caldwell B. Cladwell. Den onde Donald Trump type, der uden problemer kan finde måder at tjene penge på ved at købe politiet og politikerne. Ganske vist føles han aldrig for alvor farlig, men det gør den type jo heller ikke i virkeligheden, før det er for sent.

Thor Vestergaard gør det fremragende som Bobby Strong, der roder sig ud, hvor han ikke kan bunde, selv om karakteren godt kan have en tendens til at være en smule kedelig i sammenligningen med de andre. Men sådan er det ofte med en hovedperson.

De medvirkende virker i det hele taget godt sammentømret som ensemble, hvor ingen føles efterladt eller på anden måde stikker ud fra helheden. Det, sammen med et lige så sammentømret og velspillende orkester med Thomas Møller som kapelmester, gør Urinetown til en exceptionel velproduceret musical og oplevelse.

At tisse eller ikke tisse
Scenografien virker helt naturlig, som den står der i det gamle gasværk. En apokalyptisk by i forfald. En kæmpe losseplads af trækasser, metalsøjler og hullet asfalt. Med den nytænkende teknologi, som Østre Gasværk Teater er i besiddelse af, er det muligt at bruge bagvæggen som gigantisk lærred. Men det, der virkelig løfter forestillingen er, at i stedet for at bruge denne nye teknologi konstant til at forstærke hver lille ting, så har man aktivt valgt kun at bruge den visuelle side, når det giver mening i historien. Det er klædeligt og gør, at publikum ikke bliver overstimuleret, men forkælet, når det tjener værket. Bravo.

Det er meget muligt, at handlingen mangler en smule dybde, og der er sikkert mange andre, der skriver om denne opsætning, der kommer til at mene, at man ikke skal pisse i den samme lille andedam, hvor alle de andre har svømmet rundt før en selv, men det er da lige præcis det, man skal, hvis vi skal videre, og det skal vi.

Når du forlader Urinetown og derefter Østre Gasværk teater, er det med sikkerhed ikke i dårligt humør, men lidt som at gå et par centimeter over brostenene. Hvilket er ironisk, for hvis man ser på handlingens konklusion, burde det ikke være sådan.

URINETOWN The Musical spiller fra 22. marts til 14. april 2024. Østre Gasværk Teater.
Varighed: 2 timer og 30 minutter inkl. pause.

Medvirkende: Kurt Ravn. Julie Steincke. Mads Rømer Brolin-Tani. Maria Skuladottir. Sicilia Gadborg. Kim Ace Schjerlund. Thor Vestergaard. Max-Emil Nissen. Katrine Schmidt Nørgaard. Mads Æbeløe Nielsen. Instruktør & koreograf: Kim Ace Schjerlund. Kapelmester: Thomas Møller. Scenograf: Nevena Prodanivic. Lysdesigner: Brian Njie. Lyddesigner: Tim Høyer. Kostumedesigner: Anna Juul Holm. Mulle Seistrup. Musik & tekster: Mark Holmann. Musikere: Thomas Møller. Allan Nagel. Steen Nikolaj Hansen. Frederik Larsen. Kristoffer Nybye. Henrik Hou. Bog & tekster: Grey Kotis.