En påmindelse om at være tro mod sig selv
Uproar er en newzealandsk film, der tager os tilbage til 1981. Efter ankomsten af det sydafrikanske rugbyhold, er Australiens lillebror i Stillehavet blevet ramt af protester mod apartheid og racisme. Midt i denne sprængfarlige cocktail møder vi Josh Waaka. En 17-årig multietnisk dreng, der har gjort en dyd ud af at være en passiv tilskuer i sit eget liv. Hans storebror har altid været familiens store stjerne, men efter en skade, har han måtte trække sig tilbage fra rugby, og så er det op til Josh at være familiens repræsentant, selvom han knap kender sig selv. Skæbnen vil selvfølgelig, at Josh bliver tvunget ind i denne anspændte konflikt. Det bliver dog ikke sporten, men den nystartede dramaklub, som virkelig får ham ud af sin skal.
Et perspektiv, der rækker ud over Stillehavet
Det er på en og samme tid en både meget stor, men også lille fortælling. Tematikken er helt klart tænkt som et spejl, der desværre peger mod fremtiden over hele verden, hvor forskellighed stadig er en kilde til evig splittelse, uanset hvor overfladisk det til tider kan fremstå. Og selvom Joshs rejse også tvinger ham til at tage stilling til racisme og diskrimination, bliver det aldrig på bekostning af hans personlige dannelsesrejse. Dramaet udspringer konsekvent fra hans perspektiv. Et perspektiv, som de fleste af os nok har lettere ved at identificere os med, end de mere moraliserende fortællinger.
For selvom Josh ikke har en ond åre i sig, er han heller ikke en kriger, der demonstrerer mod enhver uretfærdighed. Til trods for det, forsøger han alligevel have gøre det rigtige, også selvom den positive effekt, som regel forbliver blandt dem, han er nærmest.
Denne personlige fortælling, ender dog med at række ud over lærred, og være identificerbar for sådan en som mig i Danmark, hovedsageligt takket være en stærk præstation af Julian Dennison. Dennison kan de fleste nok genkende fra Hunt for the Wilderpeople eller Deadpool 2. Han er helt naturligt karismatisk i sin skildring af en teenager, der kæmper med at finde sin plads i verden. Det er både rørende og overbevisende. Andre nævneværdige præstationer som Rhys Darby i rollen som læreren Madigan, der ville ønske, at han var en smule modig, og Minnie Driver som Joshs mor, er sammen med resten af det velvalgte ensemble med til at gøre byen Dunedin levende.
Alt dette gør, at Uproar er en fornøjelse at sidde igennem. Den kan måske klandres for at være lige blød nok, men ligesom sin hovedkarakter, kan skinnet bedrage. Der er mere dybde under overfladen på denne lille film, der helt sikkert vil sætte tankerne i gang hos alle der ser den, uanset om man er fra New Zealand eller ej.
