En stærk film om retten til at være sig selv
I Unicorns møder vi den unge Luke (Ben Hardy), der lever en rodet tilværelse som mekaniker og alenefar, som tilbringer de fleste natte med at tage på diverse natklubber i en retningsløs søgen efter et afbræk fra den travle hverdag. En dag kommer han dog til at forvilde sig ind på en queer natklub og møder Aysha. Det slår med det samme gnister og er kærlighed ved første blik, lige indtil Luke opdager, at Aysha er dragqueen, hvilket overhovedet ikke stemmer overens med hans selvbillede. Luke prøver at fortrænge oplevelsen, men hverken mindet eller Aysha vil forsvinde fra hans liv, og det ender som startskuddet på en identitetsrejse for dem begge.
Den grænseløse seksualitet
Det er en stærk fortælling om identitet og kærlighed, der virkelig tør udforske den glidende overgang til queer-miljøet for knudemanden Luke, der aldrig rigtig har forhold sig til de romantiske følelser som andet end et pejlemærke for, hvem han skal score på natklubben.
Derfor kunne man måske godt frygte, at hans rejse mod grænseløs og ægte kærlighed ville være en meget didaktisk en af slagsen, hvor publikum skal tales ørene fulde af tidstypiske klichéer om, hvor fantastisk det er tilegne sig en mere flydende seksualitet. I stedet forbliver det en meget afdæmpet og naturalistisk rejse sammen med Aysha, hvor de begge hjælpe hinanden med at stå ved, hvem de virkelig er.
Kampen for at være sig selv
For hvor Luke har levet en tankeløs tilværelse, der endda har gjort ham til far i en al for tidlig alder, kæmper Aysha med at bryde ud af rollen som Ashiq i sin meget traditionelle indiske familie fra Manchester. Her får vi virkelig lov til at se, hvilke konsekvenser det har, når man træder udenfor normen. Det gælder ikke bare i privaten, mens også i det offentlige rum, hvor man ikke kan vide sig sikker samtidig med, at queer-miljøet er fuld af intriger og drama, ligesom i alle andre fællesskaber.
Både Luke og Aysha har deres at kæmpe med, og det er skuespilpræstationerne af Ben Hardy og Jason Patel, der løfter filmen op på et niveau, hvor man for alvor kan leve sig ind i deres problemstillinger, også selvom det måske er helt fremmed for seeren selv.
Unicorns er en fremragende skildring af jagten på kærlighed og autenticitet, samtidig med, at man ikke helt har fundet ud af, hvem man selv er. Hele filmen står og falder med de to hovedroller, for jeg har ikke tal på, hvor meget tid kameraet bruger på at afkode deres ansigter. Så hvis ikke Ben Hardy og Jason Patel havde været så troværdige i deres roller, ville intet have fungeret, men det gør de. Derfor er der helt klart tale om en anbefalelsesværdig film, der er rørende i sit enormt skrøbelige og sårbare portræt af to mennesker, der uventet finder hinanden.