En veludført thriller

I Undtagelsen møder vi de fire kvinder, Anne-Lise, Malene, Iben og Camilla, men det er Iben, der er vores fortæller. De arbejder alle på samme kontor, men der er ikke ligefrem en god stemning, for Anne-Lise bliver udsat for god gammeldags voksenmobning. Situationen eskalerer dog, da Iben og Malene modtager dødstrusler, og så får den anspændte stemning pludselig en drabelig karakter.

Inden jeg gik ind for at se Undtagelsen må jeg være ærlig og erkende, at jeg var en smule forbeholden. Jeg havde ikke og har stadig ikke læst bogen, som filmen er baseret på, men alene det at ville tackle emnet ondskab, er noget af et sats. Det er så kompliceret et emne, hvis man breder det ud til mere end de mest forkastelige mennesker og massemordere, der findes. Vi besidder alle evnen til at føle vrede, og vi har vel alle oplevet, at der ikke er langt fra den negative følelse og så til at behandle vores medmennesker dårligt. Vi er ikke alle ondskabsfulde hele tiden, men vi har kapaciteten til det, og en film, der vil belyse det lyder umiddelbart meget spændende, men det kan også hurtigt ende mere karikeret end nuanceret.

Cinematisk voksenmobning
Når det kommer til den meget omtalte voksenmobning, er filmen fornemt sat op. Man sidder i biografmørket og kan fysisk mærke ubehaget ved de ganske trivielle hverdagssituationer, som de andre kvinder sætter Anne-Lise i. Amanda Collin fortsætter også stilen direkte fra En frygtelig kvinde, som hovedmanipulatoren, og i disse scener, kan man både se og føle ondskaben i dagligdagen. Havde det været en film, der udelukkende handlede om voksenmobning, er jeg ikke i tvivl om, at det ville have været en god, men ubehagelig oplevelse. Desværre, er der det her overordnede tema om ondskab, som filmen aldrig rigtig formår at tackle.

Flere af kvinderne har en mørk fortid, som vi gennem flashbacks får et glimt af, og Iben er ved at skrive en større opgave om ondskabens psykologi. De arbejder ganske vidst med emnet, men udover at sige, at vi alle kan være onde, bliver der ikke bidraget med nogen større indsigt. Derfor virker det lidt malplaceret, når en østeuropæisk forbryder pludselig begynder at spille en større rolle, i det ellers meget smålige og paranoide drama. Vi skøjter alt for let hen over temaet og det ender derfor mere som baggrundstapet, end noget som man kan sidde tilbage og tænke over.

Ensemblet redder filmen
De fire skuespillere gør det godt. Amanda Collin har jeg allerede fremhævet, Danica Curcic gør det lige så godt som Iben og slipper godt fra den temmelig karikeret måde hendes karakter er skrevet på. Sidse Babett Knudsen har man ondt af som Anne-Lise, selvom hun stadig udstråler en tand for meget slagkraftighed til, at man tror hun er et let mobbeoffer. Lene Maria Christensen gør, hvad hun kan, men hun har helt klart trukket det korteste strå, som sekretæren Camila, som vi aldrig rigtig kommer ind på livet af.

Undtagelsen er en effektfuld thriller. Den er meget underholdende og scenerne på arbejdspladsen er intense, også selvom det ikke er vilde actionsekvenser. Skuespillerne gør også hvad de kan og får pustet lidt liv i deres meget todimensionelle karakterer. Man kan dog virkelig mærke gennem hele filmen, at den forsøger at mase en hel bog ind i en tidsramme på to timer. Der er så mange flashbacks, som det ville have været rart at få uddybet, og handlingen eskalerer også unaturligt hurtig, ligesom slutningen også føles en smule forhastet.

Personligt synes jeg dog, at instruktør Jesper W. Nielsen og resten af holdet slipper godt afsted med det, og til trods for de manglende nuancer, er det stadig en habil og veludført thriller.