En moderne gentænkning af en klassisk myte

Christian Petzold har lavet en meget rolig, afdæmpet og intim film. Undine tager ikke overraskende udgangspunkt i den ældgamle myte, om kvinden i søen, der kan få lov til at leve på land, hvis en mand elsker hende. Det er den myte, der ligger til grund for blandt andet H.C. Andersens eventyr om den lille havfrue, og ofte er det mest af alt en rigtig mandefantasi, om den smukke kvinde, der kun er til for at tjene manden.

Og fra start af vender Petzold hele fortællingen på hovedet. For i stedet for at gengive en fortælling, som de fleste allerede kender til ukendelighed, så starter filmen med bruddet mellem Undine og hendes kæreste. Herefter begiver vi os ind i ukendt territorium, hvor Undine forsøger at blive på jorden i stedet for at tag tilbage til vandet. Derudover bliver hele fortællingen fortalt fra hendes perspektiv, så det allerede fra start af står klart, at det ikke bare er en gendrivelse af en gammel fortælling.

Flugten fra fortiden
Disse små ændringer, ville være nok til at gøre fortællingen mere interessant, men historien udspiller sig også i Berlin, som i høj grad spiller en rolle i sig selv. For Berlin er en by, hvor mere end halvdelen af bygningerne er blevet revet ned og udskiftet i løbet af de sidste 100 år. Faktisk er det et sted, hvor man i hvert fald i byplanlægningen, nærmest har forsøgt at skjule fortiden. Og denne metaforiske dimension er nødvendig, for det meste af filmens spilletid foregår i intime rum mellem Undine og hendes store kærlighed.

Man sidder hele vejen igennem med fornemmelsen af at have et ufærdigt puslespil, hvor man ikke har alle brikkerne. Til trods for de overnaturlige elementer, er det en meget stille film, hvor der ikke blive brugt tid på mytologien, men mere på de interpersonelle relationer. Der sker ikke noget bombastisk undervejs, og hvis ikke man vidste, at filmen var baseret på en ældgammel myte i forvejen, bliver man nok overrasket, nå historien tager en mere overnaturlige drejning henimod slutningen.

Undine er en meget varm film, fuld af kærlighed. Paula Beer og Franz Rogowski er et par, som man godt gider at følge, hvilket nok også er grunden til, at Christian Petzold har beholdt de samme hovedrolleindehavere fra hans forrige film, Transit. Hele sideplottet med Berlin er også tankevækkende, og sætter virkelig temaet på spidsen, med at flygte fra fortiden. Der er dog rigtig meget, som bliver overladt til beskueren, fordi det meste forbliver usagt. End ikke myten bliver gennemgået og forklaret. Det er ikke en perfekt film, men den efterlader i hvert fald én, med en god fornemmelse og en masse at tænke over.