Et ambitiøst portræt
De fleste mennesker af en lidt ældre årgang, kan nok huske Tommy Seebach, der henover 80’erne deltog i det danske Melodigrandprix hele otte gange. Den storsmilende pianist fik ovenikøbet tilnavnet, Kongen af Dansk Melodigrandprix, fordi han var så synonym med den festlige begivenhed. Seebachs eget liv, var dog alt andet end festligt. Til trods for et rigt familieliv med kone og tre børn, havde han det alligevel svært, og kunne sjældent styre sit alkoholforbrug. Og det er lige midt i dette drama, at filmen følger Tommy Seebach.
Her møder vi en mand, der befinder sig i en form for midtvejskrise. Med en enorm følelse af utilstrækkelighed, ser vi ham igennem en periode, der bedst kan betegnes som en lang druktur på et værtshus. Tommy var dog meget mere end alkoholiker, han var også familiefar, og denne svære balancegang mellem professionelle ambitioner og privatlivets fred, er noget som filmen også kæmper med.
De mange sider af Seebach
Man savner ganske enkelt et klart fokus i filmen. For der er ikke nok tid til at gå i dybden med særlig meget, når vi både skal runde Tommy Seebachs alkoholmisbrug, den hårde behandling af pressen, stjernenykker, forholdet til konen Karen og ikke mindst hans tre børn. Havde man valgt at ophøje et par af disse handlingsforløb til hovedplottet, havde man nok også følt et større nærvær til Tommy.
Til trods for de mange sideløbende historier, der alle berører forskellige sider af Tommy Seebach, kommer man aldrig rigtig ind på livet af ham.
Er han alkoholiker, fordi han føler sig utilstrækkelig og utilfreds med sin karriere, eller bunder det i en mere grundlæggende angst over livet? Det er svært at regne ud, til trods for et utal af scener, hvor Tommy drikker sig i hegnet
Vil for meget på en gang
Anders Matthesen er heller ikke gnidningsfri i rollen som Seebach. Matthesen kan godt spille forpint og fortvivlet, men man sidder gennem hele filmen og venter på, at han skal sige noget morsomt, det sker bare aldrig. Han mangler også det store smil og den varme, der kan få en til at tro på ham som en national folkehelt. Så selvom Matthesen har styr på musikken, føler man ikke noget nærvær til mennesket.
Neel Rønholt har heller ikke meget at arbejde med. Hun er fastlåst i rollen som den trolige kone, hvis liv udenfor familien, vi slet ikke får nogen føling med. Man kan til tider være i tvivl, om hun har et arbejde, for hendes liv er børnene og Tommy.
Det er tydeligt at instruktør Kasper Gaardsøe gerne har ville tegne et komplet portræt af mennesket Tommy Seebach. Han var ikke bare Mr. Melodigrandprix med det brede smil, og han var heller ikke udelukkende en virkelighedsfjern alkoholiker. Tommy Seebach var alt dette og meget mere, hvilket er en beundringsværdig mission, men det har også resulteret i en film, der er alt for overfladisk. Der er ganske enkelt ikke tid til at komme i dybden med de mange sider af hans liv. Så selvom vi kommer vidt omkring, lærer vi ham paradoksalt nok ikke rigtig at kende.
Filmhåndværket er i orden, så det er aldrig nogen skidt oplevelse. Der er stadig et par ørehængende popnumre med, og historien følger også en fortællestruktur, som er letforståelig, men det store, komplette og alsidige portræt, er det desværre ikke.
