Et mesterligt orkesteret drama.

I en dyster og ofte glemt del af Danmarkshistorien, oplever vi konsekvenserne af 2. verdenskrig, og ser følgerne af den ondskab, hele nationen tilsyneladende var opslugt af. I 1945 havde Danmark godt og vel 2000 krigsfanger, hvoraf en stor del blot var unge uerfarne drenge. Da krigen var slut var hele den jyske vestkyst et stort minefelt, og derfor blev de tyske krigsfanger sat til at rydde op med livet som indsats.

Filmen følger den danske Oversergent Carl Rasmussen (Roland Møller), der får til opgave at lede en folk tyske drenge igennem et minefelt. Han er i begyndelsen fuld af had, og har ikke meget tilovers for deres manglende mad og sårede venner, men i takt med, at han langsomt får skabt et menneskeligt billede af fjenden, bliver det det også svære at fastholde hadet.

Fantastisk skuespil.
Det er selvsagt en dramatisk historie, og samspillet mellem Roland Møller og de tyske drenge er det, der for alvor gør filmen enestående. De tyske drenge besidder en rystende autenticitet. Man kan virkelig mærke deres længsel efter en bedre fremtid, selvom de flere gange har svært ved at holde modet oppe. Roland Møller er noget af et fund som Oversergent Rasmussen, der med sin underspillet indebrændthed gør ham til en enigmatisk skikkelse i en rolle, der ellers ville være let at overdrive.

Hele landet får dog ikke på samme måde en langsom forståelse for tyskerne som mennesker. For over i den helt anden boldgade finder vi Mikkel Boe Følsgaard, som Løjtnant Ebbe, der er så opslugt af sit had, at han med glæde vi lade alle tyskere dø. Han er en noget endimensionel karakter, der heldigvis ikke er særlig meget med, og mest af alt optræder som en skrækkelig påmindelse om det enorme had krigen efterlod.

Fænomenalt filmhåndværk.
Skuespillet er dog ikke det eneste, der går op i en højere enhed, der gør det tekniske også. Instruktør Martin Zandvliet må have en enorm empatisk forståelse for mennesker, for sjælden har jeg oplevet en film hvis tempo er så godt skruet sammen. Man keder sig aldrig, selv i de rolige passager, og det gjorde, at jeg bogstaveligt talt flere gange hoppede i sædet af bar forskrækkelse, hver eneste gang der var en eksplosion, og det er noget selv de færreste spændingsfilm formår.

Under Sandet er uden tvivl årets bedste danske film. Alle elementerne går op i en højere enhed. Det, der kunne have endt som et moraliserende drama, ender i stedet som en almengyldig historie om den ondskab vi tillægger hinanden, men også om det opløftende håb, der altid eksisterer. Det er en fantastisk orkestreret oplevelse, der får en til at hoppe ud af sædet, og de stærke skuespilspræstationer bliver hængende hos en længe efter filmen er færdig.