Ugens Rapport

Fest, fadøl, frække piger og uventet dybde.

”Never change a winning team”, sagde chefredaktør Kurt Thyboe om sin redaktion i begyndelsen af halvfjerdserne, da Ugens Rapport kom på hylderne ved siden af de andre kulørte blade.

Når de fleste af os tænker tilbage på Rapport, så tænker vi på nøgne kvinder og lumre historier i ”De grå sider”, men det var også SÅ meget mere end det. Det var i disse udgivelser, at Gonzojournalistikken i Danmark for første gang fik et talerør ud til mænd, der hungrede efter eventyr. Mænd som drømte om at køre i en Porsche, men tøffede rundt i en Opel. Mænd, som ville på safari eller tomle den gennem USA, men pligtopfyldende i stedet tog familien i zoo. Men så kom Ugens Rapport med drømmen på tryk, og så var der endda bare bryster på forsiden. Et mandeblad – af mænd og for mænd, med et oplagstal på over 200.000 eksemplarer om ugen.

Ugens Rapport er ny dansk dramatik, når det er bedst. Et øjebliksbillede af de frie 70’eres storhed og fald. En mesterlig skildring af de højtråbende fantaster, der brændte for at lave storytelling, som jagtede ikke bare den gode historie, men meningen med livet som mand i en hurtigt skiftende verden.

Stykket er iscenesat af Thomas Bendixen med manuskript af Andreas Garfield. Manuskriptet er inspireret af de samtaler, Garfield havde med Kurt Thyboe og hans kone Marianne inden Thyboes død i november sidste år. En iscenesættelse, der for de fleste vil bidrage til mere end et godt grin og mindet om en svunden tid, men give plads til eftertanke og selvreflektion. Hvad er vigtigt i livet, og hvem lever du for?

Man er ikke bare underholdt, for det er man, men der bliver malet et hyldestmaleri med den helst store testosteronpensel af entusiasmens sidste dinosaur og hans vidunderlige redaktion, der kæmper til det sidste for at lave storytelling og ikke porno.

Men der er lige det ved Gonzojournalistikken, at der er en pris at betale. En livsstil hvor man glemmer at passe på sig selv. Alkohol og stoffers tåger hjælper dig med flugten fra dig selv i jagten på illusionen om, at du er Hercules. Du er Spartacus. Men det er du ikke. Det er der ikke nogen, der er. Dette glemmer Andreas Garfield heldigvis ikke at fortælle, og det er det, der gør denne iscenesættelse så vanvittigt vedkommende også for folk, der aldrig har sat deres ben på en redaktion før.