En dannelsesrejse på tværs af tid

Langt oppe i det snefyldte Norge, møder vi manden Trond (Stellan Skarsgård). Han bor alene og glæder sig til at fejre nytåret helt for sig selv. Det er lige indtil han støder ind i sin nabo, som viser sig af være en person, som han kendte for 50 år siden, den gang han var ung. Dette skæbnemøde leder Tronds tanker tilbage til den sagnomspundne sommer i sine teenageår. En sommer der på mange måder, har været med til at forme hans liv.

Livet passerer revy
I virkeligheden er det den klassiske coming-of-age fortælling, hvor én sommer, kommer til at være toneangivende for resten af personens liv. Normalt er det i en mere overført betydning, men krøllen på konceptet her er, at vi får lov til at se konsekvenserne af de læresætninger, der bliver indprentet på nethinde, ved at krydsklippe på tværs af tid, mellem den unge og gamle Trond.

Det er selvfølgelig en meget smart og enkel på, at gøre historien større på, end det vi er vant til. For hvor ofte er det egentlig, at vi får lov til at se følgerne af folks åbenbaringer, udspille sig på film. Normalt stopper fortællingen, lige når plot bliver svært at bearbejde, så det er et friskt pust, at vi som publikum, også skal leve med konsekvenserne af Tronds valg i livet.

Skuespillerne er dygtige, og danske Danica Curcic gør også en god figur, som en atypisk moderskikkelse for den unge Trond. Man kan dog ikke helt lade være med at ærgre sig over, at når nu man har fået Stellan Skarsgård til at medvirke i en skandinavisk film, at hans rolle ender med at være forholdsvis lille. På samme måde, fremstår det også som en forspildt mulighed, at historien aldrig bliver til mere end en intim dannelsesrejse, når fundamentet for noget større er tilstede.

Ud og stjæle heste, er en ganske fornem film, om at finde sig selv. Der bliver gjort noget ud af at skabe en rigtig biografoplevelse, gennem de fantastiske landskabsbilleder, og måden hvorpå det intime plot bliver gjort nærmest sjæleligt. Ambitionerne er enorme, men selvom jeg godt kan anerkende kvaliteterne på et objektivt niveau, blev jeg aldrig rørt af beretningen. Den er et godt alternativ til de mere fladpandede film, der kommer til at dukke op, nu hvor efterårsferien nærmer sig, men den mangler lige det sidste, for at blive til en storslået filmoplevelse.