Intellektuelt stimulerende, men ikke rørende

Tysktime er mere en intellektuelt stimulerende filmoplevelse, end et overdrevet følelsesladet epos. I historien møder vi den unge Siggi, der sidder i ungdomsfængsel lige efter Anden Verdenskrig. Hvorfor ved vi ikke, men da han bliver sat til at skrive et essay over pligtens glæder, får vi hans fortid fortalt, hvori hans meget hårdtslående far har været udslagsgivende for hans personlige udvikling.

Usynlig hovedkarakter
Filmen lider primært under at have en meget passiv protagonist. Alle folkene omkring ham lever store følelsesmæssige liv, hvad end det er maleren, der ikke længere må udtrykke sig gennem sine billeder, storesøsteren, der forsøger at finde en mening med galskaben eller Siggis far, der gradvist bliver mere og mere korrumperet, efterhånden som han skal retfærdiggøre sin ’pligt’, for det fascistiske styre.

Det passer måske meget godt til den verden, historien udspiller sig i, hvor der ikke rigtig var plads til at folk kunne være nuanceret mennesker, men det gør det også virkelig svært for filmskaberne at skabe en medrivende fortælling, og det gør det også meget svært for publikum at blive investeret i denne meget personlige historie, når hovedpersonen selv virker som en statist i sit eget liv.

Krigens vanvid
Noget af det mest interessante i filmen er derfor, lettere ironisk det, der sker i baggrunden og den måde den skildrer det tyske samfund på under og efter Anden Verdenskrig. Det er tankevækkende at se, hvordan den brutale, smålige og modbydelige far, der retfærdiggjorde alt det han gjorde for nazisterne med, at det var hans pligt, bare kan få lov til at vende tilbage til sit erhverv som politibetjent efter krigen. Den eneste forskel er, at han fjerner nazi symbolerne fra sin uniform, hvilket han ikke engang gør selv, man får kvinderne i familien til at gøre for ham. Efter alt det forfærdelige han har gjort, er det som om krigen ikke ændrede noget som helst.

Jeg ville ønske, at jeg havde mere positivt at sige om filmen som et narrativt medie, men det er sparsomt med medrivende scener i denne over to timer lange film. Det bedste den gør er, at den formår at skabe et meget interessant billede af fortiden, hvilket også er meget interessant at sidde og reflektere over, men det er kun en lille del af, hvad en film kan rumme. Jeg er godt klar over, at filmen er baseret på en kendt roman, og jeg er sikker på, at fortællingen har en enorm stor betydning for et tysk publikum, da nationen næsten 80 år efter Anden Verdenskrig sluttede, stadig forsøger at komme sig over det nationale trauma, den skam og de efterdønninger som krigen har efterladt sig. Så igen, det er en tankevækkende film, men man skal gøre meget af arbejdet selv, for det er ikke en fremragende oplevelse i den klassiske cinematiske forstand.