Det er sjovt at tænke over, hvordan tv-serien i dag påvirker filmmediet, og ikke den anden vej rundt som tidligere var tilfældet. Man kan se det i den stadigt større ”serialisering”, hvor en film som regel ligger op til den næste. Man kan dog også på det lidt mere lagpraktiske plan se, hvordan skuespillere, pludselig er store nok til at være filmstjerner efter at have levet en stille tilværelse i ”tv-land”. Sådan en skuespiller er Bryan Cranston, der efterhånden må siges at have sit livs efterår, som følge af succesen med serien Breaking Bad. Som kronen på værket finder vi så, det rolige, men kompetente biografiske drama Trumbo.

Vi skal helt tilbage til 1950’erne for at finde starten på vores historie om manuskriptforfatteren Dalton Trumbo. For ganske vidst er det en klassisk “bio-pic” (biografiskdrama), men det er også historien om et sort kapitel i den amerikanske historie.

Efter anden verdenskrig, der blevet vundet i samarbejde med bl.a. russerne, opstod den kolde krig, der gjorde enhver tilknytning til Rusland kriminel, uanset om truslen var reel eller ej. Det førte til en indædt jagt efter kommunister i alle landets kroge, og i denne historie gik det så ud over Dalton Trumbo og en lang række manuskriptforfattere, der alle blev bandlyst, fordi de kæmpede for mere ligestilling under den kommunistiske fane.

© Scanbox

Klassisk bio-pic
Du er måske allerede blev en smule forarget efter at have læst filmens udgangspunkt og det er også meningen. Som med så mange andre historiske dramaer er det meningen, at vi skal blive rystet over, hvor forfærdeligt det var før i tiden, og juble over, at det lykkedes andre at klare sig igennem disse tider. Alt dette gør filmen virkelig godt.

Fortællingen bryder ikke ud af genrekonventionerne, men det er alligevel noget af en bedrift at skabe en forståelse af samtiden karaktererne levede i. Det er sjældent man faktisk føler en film udspiller sig i en helt anden tid, med helt andre regler.

Menneskene er også alle forholdsvis interessante. Dalton Trumbo er uden tvivl den mest fængende, da han gennem Bryan Cranstons rynkede ansigt virker underligt indebrændt, til trods for hans ellers konstante tørre humor og uudslukkelige kampgejst. En præstation, der helt klart er hans oscarnominering værdig. Alle andre karakterne er dog mere todimensionelle, men bliver alle løftet af gode skuespillere, der tilfører mere dybde end der er på papiret.

Trumbo er definitionen på en udmærket film. Filmhåndværket er kompetent, skuespillerne udfylder deres roller godt og historien er fortalt i et afdæmpet, men mageligt tempo. Filmmediet bliver ikke udfordret, men det behøver hver eneste film heller ikke. For det er også meget rart at se en god historie, der er begavet eksekveret.

I denne afdeling er der dog ikke særlig meget at komme efter. Her finder man to små (upersonlige) featurettes, der mere end noget andet fremstår som reklamer for den film, man vel allerede har set. Jeg vil dog gerne værdsætte, at der trods alt er noget ekstra materiale, men det strækker sig heller ikke til mere end fem minutter sammenlagt, så lidt skuffet kan man ikke undgå at være, når filmen ellers er så fornemt lavet.