En meget jordnær krimithriller
I Tre sekunder, følger vi den småkriminelle Pete (Joel Kinnaman). Han har en noget blakket fortid, men forsøger at råde bod på, for at kunne vende tilbage til sin kone og datter. Derfor er han endt som undercoverbetjent i den polske mafia. Bedst som udsigten til et bedre liv nærmer sig, går tingene dog grueligt galt, og så må Pete bruge al sin snarrådighed, hvis han nogensinde vil se sin familie igen.
Man kan med det samme se, at filmen rummer en meget klar samfundskritik, da Petes ene uheldige øjeblik tilsyneladende har ødelagt hans liv for altid. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at fokus forbliver på det nære drama og Petes kamp, for at slippe ud af dette samfundsskabte fængsel, hvor ingen er til at stole på.
Den store ulempe ved dette er samtidig, at de fleste karakterer forbliver temmelig klichéfyldte. Der er ikke nogen store bombastiske skurke, eller et klart defineret mål. Det handler bare om Petes kamp, for at være sammen sin familie igen, hvor han hele tiden bliver holdt tilbage af korruptionen, som er at finde alle vejene, selv hos ordensmagten.
Næsten for normal
Personligt, fandt jeg det utrolig forfriskende, at der var en genkendelig normalitet ved alle aspekterne af filmens miljø. Det er også fedt, at det ikke er helt forudsigeligt, hvordan plottet udmunder sig fra første færd. Ligesom med de meget jordnære og arketype personer, ved jeg godt, at de også kan fremstå næsten for normale og almindelige. Der er ikke noget enestående filmisk element, der får filmen til at skille sig ud fra mængden. Det er bare en solid thriller, hvor man hele tiden spørger sig selv, hvor galt det kan gå.
Tre sekunder er en rigtig gedigen krimithriller. Den bliver aldrig for bombastisk eller virkelighedsfjern, men fastholder benene solidt plantet på jorden, og giver os derved et solidt portræt af, hvordan korrupt kun avler mere korrupt, indtil retfærdigheden er fuldstændig udenfor rækkevidde. Plottet er dog så intimt og personligt, til trods for de store tematikker, og actionsekvenserne så lavmælte, at jeg har svært ved at se den favne det moderne filmpublikum, der hele tiden forlanger vildere og mere eksplosiv action.
Hvad der er moderne, skal denne film dog ikke klandres for, og er man afstemt med, at der her er talt om lidt gammeldags filmskabelse, hvor fokus er mere på karakterer end action, tror jeg også, at de fleste vil blive positivt overrasket.
- Release Date: 9/26/2019