Den perfekte tømmermandsfilm

I denne sydkoreanske zombiefilm følger vi en selvoptaget og fraskilt forretningsmand, der ledsager sin datter på togturen tilbage til moren – selvom han ellers har lovet at tilbringe tid sammen med sin datter. Han er altså noget selvoptaget, men da der udbryder en zombie-epidemi lige efter toget er kørt, bliver hans faderlige rolle for alvor sat på prøve.

Dyb kan man ikke ligefrem påstå, at Train to Busan er. Det endnu en zombie film, hvor sagesløse mennesker bliver transformeret til blodtørstige dræbermaskiner, så vi som tilskuere kan få en masse blodig action. Det er med andre ord en film, der kun fungerer, hvis man fuldstændig slår hjernen fra. Hele filmen handler dog ikke udelukkende om faderen og datteren, men også om de tilfældige mennesker, der er ombord på toget.

Vestlige klichéer i Asien
Der er det nyforelskede par, hvis kærlighed bliver prøvet, helten, som selvfølgelig må ofre sig selv, og så det store egoistiske røvhul, hvis eneste funktion er at udpensle moralen og opdyrke konflikter. Simple og klare arketyper som vi alle kan føle os trygt i selskab med, når hjernemassen begynder at flyve rundt på skærmen.

Tilsæt så en gennemgående sort humor og zombier, der er ualmindelig adrætte, og så har du en sprængfarligcocktail, som nok skal give et par forskrækkede ryk i kroppen undervejs. Ud fra denne præmis og inden for sin egen lille subgenre, er det endnu en vellykket film, der stiller det evindelige spørgsmål om det er os eller zombierne, der er de rigtige monstre.

For at vende tilbage til starten af anmeldelsen, så bider den manglende dybde filmen i halen til sidst, da der intet stof er til eftertanke, selvom det ikke ville have krævet særlig meget at have en sammenhængende morale, der er mere end blot, ”kærligheden besejrer alt”. Latterlig underholdning er Train to Busan imidlertid, og den er perfekt som tømmermandsfilm, der kan kører i baggrunden, men desværre ikke som nogen stor biografoplevelse.