Baseret på historien om forfatter Tove Ditlevsen og hendes barndom på Vesterbro
Mit hjerte elsker alle de umuligste børn
Tove Ditlevsen var barn i 1920’erne på Vesterbro i København. Hun vil gerne være digter, derfor synes hun, at genbrugsrummet, med alle de gamle støvede og beskidte bøger, er det mest magiske sted på jorden. Men mor, som syer hele tiden for at sørge for, at der er mad og husly, siger, at hun skal holde op med at drømme og passe sin skole, og i det mindste lege sådan som de andre børn gør.
Det er et ensomt børneliv, hvor frygten ikke vil lade Tove være, men bliver ved og ved med at fodre hende med de forkerte ord, der gør, at tvivlen vokser og frygten bliver større.
Denne co-produktion mellem Teatret Zeppelin og Teatret Masken tør være rolig, langsom og melankolsk. Det unge publikum bliver tryllebundet af de mange bogstaver og ord som Tove kan se og drømmer om i sit sind. Vi bliver bange, når den grønne dukke, som er symbol på frygten og tvivlen, holder Tove nede og tilbage.
Forestillingen Tove har en varighed på ca. 45 min. Det lyder måske ikke af meget, men vi kommer godt omkring, og forestillingen sørger for, at de fleste børn kan holde koncentrationen til det sidste.
Er lyset pludselig mere end lyst
Abelone Koppels manuskript og iscenesættelsen af Lene Skytt Pustelnik har den ønskede effekt og viser, at selv de mindste detaljer og observationer kan bruges, hvis man tør tænke og drømme dem ind i et ellers kæmpende og tvivlende kreativt sind.
Det er historien om, at ingen skal fortælle dig, hvem du er og hvad du ikke kan, her er der ikke noget nyt, men den magiske tilgang gør, at børnene, der oplever forestillingen, måske selv tør tro på egne evner i fremtiden. Den slags fortællinger og opmuntring kan vi aldrig få nok af, når det kommer til børneteater.
Scenografien er bygget op om en masse skydedøre, der kan sættes som diverse ønskede værelser, gange eller rum. Med hjælp fra magneter kan skydedørene eller væggene også bruges som spisebord og boghylder. Et lille ekstra magisk tryllestøv, der gjorde enkelte af de mindste børn meget perplekse.
Skuespillet holder fast i stemningen, og Theresa Hedelund Jensen viser igen de mange hattes kunst, når der skal synges, være dukkefører eller være den opmuntrende nabo Fru Engel.
Forestillingen Tove er fortalt i øjenhøjde og kan ses af børn fra 5 år. Jeg er selv 46 år gammel, og jeg var mindst lige så tryllebundet. Dette er i al sin enkelthed virkelig godt teater.
Alle i forestillingen brugte citater er hentet i Tove Ditlevsens ’Samlede digte’ (fra perioden 1939-1978)
TOVE spiller fra 20. januar til 21. februar 2024. Teatret Zeppelin
Varighed: 45 min. Uden pause.
Medvirkende: Petrine Agger, Theresa Hedelund Jensen, Josefine Glæsel. Manuskript: Abelone Koppel. Sange/Digte: Tove Ditlevsen. Instruktør: Lene Skytt Pustelnik. Dramaturg: Anne Nymark & Mie Brandt. Scenograf: Allan Frausing. Dukkemager Og -Konsulent: Rolf Søborg Hansen. Produktions- Og Byggeleder: Per Aagaard. Lyddesigner Og Komponist: Rasmus C. Månsson. (Komponist På ‘Længsel Mod Sommeren’: Theresa Hedelund Jensen) Lysdesigner: Jim Falk. Videodesigner: Jim Falk & Martin Hansen. Smed: Morten Hansen. Bygger: Oliver Söderlund Schack. Syerske: Inger Mikkelsen. Foto: Ingrid Riis