En moderne kvinde

For syv år siden forsvandt Lara Crofts far, Richard Croft. Nu er hun en 21-årig ung kvinde, der er cykelbud i London, og kæmper stadig med at erkende, at hendes far for alvor er væk.

Sådan starter filmen om Lara Crofts hidtil ukendte oprindelseshistorie. I filmen følger vi Lara, der søger sandheden bag hendes fars forsvinden. Hun har i syv år ikke ville overtage farens forretningsimperium, men da presset bliver for meget, giver hun efter. Dette får hende til at efterforske hans sidste dage, der peger mod en mystisk ø ude for Japans kyst, hvor overnaturlige kræfter eksisterer. Med livet som indsats, beslutter Lara at rejse derhen i håber om at finde Richard.

Virkeligheden møder fantasien
Historien peger i to forskellige retninger under hele filmen. Vi følger først Lara, der stadig kæmper med livet uden sin far, samtidig med, at vi hører myten om den overnaturlige ø, der opslugte hendes fars liv. Hun følger hans spor for at finde ham, men selve myten og det overnaturlige er ikke noget, som hun selv tror på. Dette gjorde mig utrolig forvirret, fordi filmen handler om noget overnaturligt, som hovedkarakteren kun lader som om, hun tror på, fordi hun vil gøre alt for at finde sin far. Det var en smule besynderligt og irriterende, fordi det fik filmen til at virke utroværdig.

Jeg må være ærligt og indrømme, at jeg ikke har set nogen af de andre Tomb Raider-film. Dog var der ingen tvivl om, at Lara Croft i denne film, er meget moderne og menneskelig. Hun er selvstændig, dyrker kampsport og lever i nutidens London. Da hun kommer ud på Øen for at finde sin far, klarer hun sig også kun med bue og pil, kampsport og sit smarte sind. Det er virkelig fedt, fordi hun bliver en kampstærk kvinde, der kan klare sig alene. Desværre må jeg også erkende, at Alicia Vikanders præstation, ikke ligefrem viser Lara som den benhårde kvinde, hun ellers kunne have være.

I stedet fremstår Lara kedelig og ensformig. Hun bliver fremstillet som en 21-årig kvinde, der opfører sig som en lille pige, der er afhængig af sin far, også selvom hun slet ikke forstår hans besættelse med det overnaturlige, eller har haft ham gennem hele sin ungdom. Det gør et brud med karakteren, hvilket er enormt ærgerligt, fordi hun pludselig ikke er så selvstændig og sej, når det handler om hendes far.

Selvstændig, og så alligevel ikke
Filmen indeholdte en del kampscener, hvor vi ser Lara kæmpe for sit liv uden brugen af hjælpemidler. Det synes jeg er ret sejt i sig selv – en stærk kvindelig karakter, der ikke behøver pistoler eller knive for at overleve. Scenerne i sig selv var dog ikke noget særligt, men meget simple og jordnære. Det gjorde det mere realistisk, men også kedeligt at se på, fordi det reducerede action-niveauet. I et par af hendes kampscener, er forløbet meget forudsigeligt, fordi hun ofte får hjælp af nogen, der ”tilfældigvis” lige var der, når hun er ved at tabe et slagsmål. Det er virkelig ærgerligt, fordi det igen fjerner noget af det seje ved Lara Croft, eftersom vi aldrig kommer til at vide, om hun var i stand til at klare sig, når det er allerhårdest, uden en hjælpende hånd.

Hvis du er vokset op med spillene om Lara Croft, er der ingen tvivl om, at denne film blot bliver endnu én, der kan drage dig ind i universet – men hvis du derimod, ligesom mig, ikke har set nogle af de forrige film, eller spillet Lara Croft, så er denne version af Lara ikke den stærke, action og selvstændige, som du måske forestiller dig. Hun er meget mere nede på jorden i denne film, men hvis du spørger mig, er hun desværre så meget nede på jorden, at hun bliver en tand for kedelig og intetsigende.