En komedie om kapitalisme og kærlighed

Enhver er sin egen lykkes tjener
Når Det Kongelige Teater selv skriver, at forestillingen Tjener for to herrer er visuelt smæk for skillingen og en tur i hamsterhjulet i et hæsblæsende tempo, så er det lige før, at det er en underdrivelse.

Der er SÅ meget fart på denne forestilling, og da der er pause, er der gået 90 minutter, som er fløjet forbi, mens publikum har holdt tungen lige i munden, i forsøget på at holde styr på de utallige forviklinger, misforståelser, små hvide løgne og den til lejligheden konstruerede forvirring.

Det er meget muligt, at Carlo Goldoni skrev denne komedie i 1746, men efter den er blevet genskrevet og iscenesat af Viktor Tjerneld, er den dugfrisk og skræmmende relaterbar.

Vi er igen ved at inddele os i samfundsklasser, alt efter hvor mange penge du har, mens illusionen om, at vi alle er lige, lever i bedste velgående. Det bliver vi hurtigt husket på i denne aldeles vellykkede forestilling.

Det hele balancerer til tider på grænsen til det hysteriske, men bliver lige akkurat holdt i tilpas stramme tøjler, der formår at holde det platte tilbage.

Teksten er klar til at give et rap over nallerne til en privilegeret ungdom, kønsdebatten, teatrets egne traditioner og den førnævnte hurtigt voksende kløft mellem samfundsklasser.

På en måde er der intet nyt under solen, når det kommer til portrættet af, hvad der egentligt skal til, når du har penge og er villig til at ofre andre for at få flere. Eller hvis du ikke har nogen penge, og selv om du er villig til at arbejde dig selv ihjel, stadig står med tomme lommer.

Sådan var det i 1746. Sådan er det (næsten) igen i 2024.

Den tanke gør stort indtryk, når Viktor Tjerneld efter 2. timer og 20. minutter pludselig fjerner komedien og efterlader tragedien i det skarpe lys.

I dagens anledning havde jeg, med stor succes, taget min teenagersøn på 14. år med som ledsager. Forestillingen gik ikke ind over hovedet og blev glemt, men satte sig som mere og andet end en støvet aften i Det Kongelige Teater. Scenekunsten kan, i dette tilfælde, sagtens konkurrere med resten af ungdommens måske lettere tilgængelige underholdningsmuligheder og tilbud.

Jeg er ikke den skarpeste gondol i kanalen
Andreas Jebro er det perfekte valg som tjeneren Truffaldino. Det er tredje forestilling i træk, hvor jeg oplever Andreas Jebro bruge salen aktivt. Om det er en tilfældighed eller en decideret signatur, må blive bekræftet på et senere tidspunkt. Men det virker. Den meget fysiske spillestil og den karikerede ansigtsmimik løsner op for teksten, som sagtens kan stå alene, men nu bliver løftet gevaldigt. Det resulterer i, at publikums latter, hele aftenen, rejser ind mod scenen i små skvulpende og konstante bølger. Den energi, som publikum sender mod scenen, går ikke ubemærket hen, og samtlige medvirkende stråler i deres roller. Det er et formidabelt hold, der er blevet sat til at spille denne forestilling.

Thomas Mørk er finurligt irriterende som kujonen Doktore, men det er i den mindre rolle som kuffertbæreren fra Sicilien, at Thomas Mørk viser, hvor meget man egentligt kan gøre med en rolle, der på papiret virker meget lille.

Magnus Haugaard har kortvarigt sluppet podcastmikrofonen og må, sammen med sin karakter Silvio, så grueligt meget igennem, mens vi alle igen må indse, at kvinder, kærlighed og logik aldrig går hånd i hånd. Den stakkels Clarice, spillet af Laura Skjoldborg, vil have trusler om vold, men da ikke noget man gør alvor ud af. Det siger jo sig selv ikke?

Sara Fanta Traore har travlt med at spille en karakter, der spiller en anden, og det virker overbevisende. En lille genistreg bliver leveret til sidst i forestillingen, når Beatrice, ligesom de andre i overklassen, viser sin sande natur.

Tina Gylling Mortensen får ikke så meget at lege med, men leverer. Niels Ellegaard får lidt mere at lege med i teksten, og især en scene, hvor aftenens menu skal besluttes, er svær at glemme.

Christine Gjerulff lader fysikken arbejde sammen med parykken og hiver en mindeværdig præstation hjem på den måde.

Sidst, men langt fra mindst, er Peter Zandersen, i rollen som Florindo, også indstillet på, at det fysiske spil giver ordene den nødvendige visualisering. Da Florindo opfinder sit alias hr. Flamingo Ben, og efterfølgende gør sig store anstrengelser for at forblive kamufleret, kan salen ikke ønske sig mere fra de medvirkende og en forestilling, der sammen med scenografien og kostumedesignet, går op i en højre enhed.

Til dessert tænker jeg regnbue is direkte fra pakken
Man skal lede hele Venedig tør, før man finder en forestilling som denne, hvor alle har fundet hinanden og sammen tør gå planken ud.

Franciska Zahle har med sit kostumedesign forstået at pege visualisering i samme retning, og balancen mod det hysteriske bliver også her holdt i stramme tøjler, men giver plads til de store armbevægelser og tilbyder samtidig en lille huskeseddel til tekstens oprindelse.

Scenografien virker først lidt tam, men som forestillingen skrider frem, fascineres man af, hvor mange sider af samme vægge, man sammen med svingdøre og trapper kan skabe illusionen om Venedig på.

Tjener for to herrer kan det hele inden for komikken, men efterlader tanker som var det en tragedie.

Tjener for to herrer spiller fra 15. marts til 30. april 2024. Skuespilhuset. Store Scene.
Varigheden er ca. 2. timer og 45. minutter. Inkl. pause.

Medvirkende: Andreas Jebro. Sara Fanta Traore. Tina Gylling Mortensen. Thomas Mørk. Laura Skjoldborg. Magnus Haugaard. Niels Ellegaard. Christine Gjerulff. Peter Zandersen. Iscenesættelse og tekst: Viktor Tjerneld. Scenografi og kostumedesign: Franciska Zahle. Lysdesign: Anders Kjems. Oversættelse: Peter Dupont Weiss.