Julemusical for hele familien
Vær en ven for dine nærmeste
Nisseamuletten bliver ikke rød, den bliver blå, og det betyder, at noget er helt galt i Kongsby. Nissepigen Tinka er i virkeligheden halvt menneske, og alle ved, at mennesker ikke er til at stole på. Samtidigt er Lasse ankommet til sin farmor på landet sammen med sin far og lillesøster for at holde jul, og måske endda flytte ud på gården.
Lyder det bekendt? Ja, det gør det nok for de fleste, men lad det endelig ikke skræmme jer. Det er helt korrekt forstået, at det langt hen ad nissevejen er den samme historie som julekalenderen fra 2017, som nu kan opleves på scenen i Glassalen, men det er et kærkomment gensyn, nu når kalenderen lige om lidt viser december.
Rammen er allerede sat, når man går igennem Tivolis fuldendte og eventyrlige julelandskab, og der i midten af det hele venter Kongsby og en på alle mulige måder gennemført musicaloplevelse.
Vi er ikke mange minutter inde i forestillingen, før Birthe Kjær i rollen som farmor Maja synger sangen ”Vores Jul”, og hele salen ved allerede nu, at julefreden trygt kan sænke sig. Vi er i gode hænder, vi skal på eventyr, og det bliver spændende, måske også en smule farligt, men denne forestilling er alt andet end en malkemaskine designet til at tjene penge på publikums nostalgi. Juleglæden virker oprigtig, og de medvirkende synger og stråler som den forsvundne julestjerne.
Vær en ven for dine fjerneste
Når nu historien, som før nævnt, er kendt af de fleste i forvejen, så skal der lidt ekstra til for at fastholde publikum. Det lykkes, for de medvirkende er virkelig godt castet, og hver rolle tager på skift scenen med storm.
Det er store sko og nissehuer, der skal udfyldes, når man går på scenen som enten Tinka eller Lasse, men Trine Marie Wisborg og Jacob Spang Olsen gør rollerne til deres egne og synger begge sikkert og med nødvendig ro.
Kasper Leisner er måske ikke den stærkeste sanger, men mange kan nok genkende stemmen, da han var fortæller i alle tre sæsoner af julekalenderen. I rollen som Storm og især Gobbe er der et overflødighedshorn af varme og humor. Det er en fornøjelse at se de mange små detaljer, han har givet Kongen af Kongsby.
Szhirley synger som en drøm, men har i denne forestilling også fået lov til at lege en lille smule mere med komikken. Marie Askehave er forestillingens overraskelse. Rollen som Ingi er den klassiske håndlanger for skurken, men der er blevet givet plads til sangen ”Der kommer en dag”, og her brillerer Marie Askehave. Johannes Nymark overspiller med vilje sin version af Fileas, og det er til tider lårklaskende morsomt og helt rigtig ramt og forstået.
Jeg kunne blive ved med at rose de medvirkende, og måske skulle lidt af rosen også gå til Frede Gulbrandsen, som har stået for iscenesættelsen. Det er en velbalanceret forestilling, der forstår blandingen af eventyr, drama, humor, sang og historiefremdrift. Også selvom første akt måske er lidt for lang.
Nisser står sammen, for én nisse er ingen nisse
Musikken og sangteksterne har Sarah West og Burhan G stået for, og det er for sidstnævnte gået meget bedre end teksterne til Matador – The Musical. Denne gang er det mere passende med det til tider overdådige og melankolske popunivers. Hvis ikke i forbindelse med julen, hvornår så?
Jeg så forestillingen til premieren, og her tog det lidt tid, før vokalerne blev tilpasset lydniveauet af musikken, men det lykkedes, og jeg tror ikke, mange bemærkede det.
Kostumerne giver langt hen ad vejen sig selv, da der selvfølgelig er en visuel forpligtelse til de eksisterende julekalendere. Scenografien er godt løst med en stor skærm i baggrunden og to mindre i siderne. Det grafiske univers skaber, på trods af sine digitale begrænsninger, hvis man sidder langt nok ude i en af siderne i salen, en varm dybde og mulighed for at skifte scene hurtigt.
Forestillingen, Tinkas Juleeventyr, er alt det og mere end, hvad man forventer.
Når det kommer til december måned og Glassalen i Tivoli, så tænker mange på Crazy Christmas Cabaret og Eventyrteatret. Hvorfor det ikke er sådan i år, skal vi ikke til at gå ind i, men det er ikke nogen hemmelighed, at hvad det så end var, der skulle erstatte disse traditioner, så var forventningerne kolossale. Tinkas Juleeventyr løfter opgaven, og så er der ikke mere at sige end glædelig jul.
TINKAS JULEEVENTYR spiller fra 21. november til 28. december 2024. Glassalen i Tivoli. Varigheden er ca. 2 timer Inkl. pause.
Medvirkende: Trine Marie Wisborg. Jacob Spang Olsen. Birthe Kjær. Kasper Leisner. Johannes Nymark. Szhirley. Martin Bo Lindsten. Marie Askehave. Paw Henriksen. Mads Valdemar Vinther. Iris Mealor Olsen. Nicoline Wiberg. Noah Johnsby. Instruktør: Frede Gulbrandsen. Manuskript: Flemming Klem. Ina Bruhn. Koreograf: Peter Friis. Lysdesign: Jeppe Lawaetz. Musik: Burhan G. Sarah West. Kreativ Executive Producent: Thomas Langkjær.