Tilbage til for evigt

Kategori Teater af - oktober 22, 2022
Tilbage til for evigt

Her er tre menneskelige kroppe

Et visuelt og i høj grad fysisk kunstværk viser os på klaustrofobisk vis, menneskets transformation fra apokalyptisk overlevelse til længsel, håb og måske genfødsel. En række af guldsøm, banket ind i tiden, repræsenterer de punkter i vores historie, som markerede et skift i menneskets skæbne. Det sidste søm var fødslen af atombomben. Den information får publikum gennem forestillingens lydunivers, hvor man via høretelefoner bliver fodret tiltrængt ilt i form af poesi og statements.

Ifølge Blaagaard Teater er Tilbage til for evigt, historien om mennesket som en kærlighedshungrende katastrofe, men også̊ en historie om længslen efter regnbuer, oceanstrømme, vulkaner, vanilje og ilt. En forestilling, der stiller spørgsmålet. Hvad står tilbage, når askeskyen har lagt sig?

Det interessante ved denne slags teater er, at publikum langt fra bliver holdt i hånden og guidet frem til en konklusion. Her, ligesom i meget andet kunst, er det op til dig, hvad du tager med derfra. Har du lige oplevet en kommentar til, hvordan mennesket nok skal overleve på trods af, hvad vi gør mod vores hjem, planeten Jorden? Eller har du lige set mennesker kæmpe for den eksistens, som de selv er med til at underminere? To alen af et stykke? Det er op til dig.

Foto: Camilla Winther

Spørgsmålet er, hvordan man nulstiller en verden i fremdrift?
Hvis du søger svar hos holdet bag forestillingen skrevet af Reumertvinder Line Mørkeby, så er jeg sikker på, at svaret findes, men også, at det er forskelligt alt efter hvem af dem du spørger.

Jeg gik også derfra med min tolkning af, hvordan vi som mennesker er vores egen katastrofe, og det kun er os selv, der kan finde nye rødder, der gør, at vi kan vokse ind i fornuften igen. Hvis du ser forestillingen, er du måske enig. Måske voldsomt uenig, og det er jo næsten det bedste af det hele. Synes du ikke?

Lyddesignet som Ditlev Brinth står for, læner sig kraftigt op ad komponister som Cliff Martinez og Vangelis, hvilket gav værket den nødvendige slagkraft og stemning, til at fastholde mit fokus i et bombardement af indtryk.

Foto: Camilla Winther


TILBAGE TIL FOR EVIGT. Blaagaard Teater. fra 20. oktober til 17. november 2022.
Forventet varighed: 1 time og 10 minutter. Mandag – torsdag kl. 20:00. Lørdag kl. 16:00.


MEDVIRKENDE: Astrid Pauline Schmidt, Yael Gaathon, Jan Vesala

Manuskript: Line Mørkeby, Iscenesættelse: Charlotte Munksø, Dramaturg: Trine Wisbech, Scenografi: Karin Gille, Lysdesign: Jeppe Lawaetz, Lyddesign: Ditlev Brinth, Dokumentarist: Tine Møller Sørensen, Skrædder: Benjamin Rask, Instruktørassistent: Hildur Ýr Jónsdottir.

Samproduktion mellem Systemet og Blaagaard Teater. Produceret med tilskud fra: Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst. Knud Højgaards Fond. Beckett-Fonden. Københavns Kommune.

Skrevet af
Bo Dalum, far til film og tv som klipper. Romanforfatter med tendens til armsvingende udbrud af protestdigte, iført usynlig retfærdighedsuniform med dinglende sildesalat optjent på baggrund af evig undren over menneskers opførsel.
Kommentarer er lukket.