En følsom western af Viggo Mortensen
I Viggo Mortensens anden film som instruktør, tager han os tilbage til det vilde vesten. I 1860’ernes USA møder den danske tømrer og krigsveteran Holger Olsen, spillet af Viggo Mortensen selv, den fransk-canadiske blomstersælger Vivienne Le Coudy, spillet af Vicky Krieps. Det er ikke bare en simplere tid, men også kærlighed ved første blik, og konturerne til et lykkeligt liv tegner sig da også, da de flytter til et stilfærdigt hus i Nevada. Det går selvfølgelig ikke så ligetil, og på tværs af en årrække, følger vi deres kamp for at fastholde meningen i deres liv, midt i en brydningstid.
Man kommer ikke uden om, at som en western, er der nogle meget klare genrekonventioner, og de bliver da også i store træk indfriet. Der er de åbne vidder med flotte panoramaoptagelser, entydige skurke og meget håndfaste fortolkninger af retfærdighed. Hvad der dog også kendetegner genren, er det meget afdæmpede fortælletempo, som ikke bare repræsenterer samfundets langsommelige fremdrift, men også giver plads til det, som Viggo Mortensen virkelig er optaget, og det er menneskene i historien.
Rigtige mennesker
Der bliver gjort plads til, at vi kan komme helt ind på livet af særligt Vivienne, men også den danske knudemand Holger lærer vi at kende, fordi der er tid til, at også en mand som ham kan få plads. Den slags ser man sjælden i dag, fordi de fleste filmskabere ville være drevet af en frygt for at publikum kommer til at kede sig, hvis ikke der en eksplosion hvert femte minut.
Filmens største styrke ligger da også i både kærlighedshistorien og livsfortællingen om de to, der måske i virkeligheden levede i den forkerte tid, hvor der ikke var megen plads til to sarte sjæle i de barske, men også smukke omgivelser.
Så for karakterportrættet, kan man godt anbefale Til verdens ende. Det er et intimt og afmålt epos, der udforsker temaer om kærlighed, tab og kampen for at beholde sin menneskelighed, båret af to stærke præstationer. Man skal ikke forvente store skududvekslinger eller bombastiske actionsekvenser, men nuancerede karakteriseringer af mennesker, er vel også et fint alternativ.
