Til Ungdommen er lige så meget til de voksne
Der er ingen tvivl om, at Pelle Koppel, der har skrevet oversættelsen og bearbejdet Linn Skåbers bestseller Til Ungdommen, fortjener alle de roser og priser, denne forestilling allerede har modtaget.
Den norske forfatter Linn Skåber spurgte tilbage i 2018 en masse norske teenagere om livet. Det kom der 31 fine, sjove, alvorlige og skrøbelige små tekster ud af. Tekster som Pelle Koppel har oversat og gjort til 17 effektive scener.
Iscenesættelsen, som for det meste er monologer, har et raskt tempo, og med sin simple, men yderst effektive scenografi, i form af en flytbar væg der kan projiceres passende stemningsbilleder på, er Til Ungdommen virkelig vedkommende teater.
Men selv om det er vedkommende, er det måske, i mange tilfælde, mest til de voksne, der ser tilbage, end det er til de teenagere, der er blevet lokket ind i mørket i håb om en håndsrækning og et klap på skulderen.
Jeg allierede mig med en teenager, da jeg, ud fra titlen, ikke tænkte, at forestillingen var til mig, men efterfølgende var min begejstring meget større end teenagerens.
De først 15 minutter havde været meget vedkommende, men derefter gik det støt nedad med det identificerbare og langsomt måtte skuffelsen efterfølgende indrømmes. Teenageren synes på ingen måde, at noget var dårligt, det talte bare ind i flere meget alvorlige temaer, der gjorde forestillingen fragmenteret, og i sit forsøg på at tale til og inkludere alle, talte den ikke særligt meget til min gæsteanmelder på 14 år.
Han savnede flere hverdagsproblematikker. Det vi voksne måske hurtigt synes er småting, men som for en teenager fylder hele verden. Det var der i begyndelsen, men det måtte vige pladsen til fordel for maniodepressive forældre og portrættet af ældre menneskers hverdagsracisme.
Det blev i alt sin enkelthed til en følelse af voksne, der, efter mange lags filtrering, genfortæller unge menneskers historie i deres eget voksne sprog, henvendt til andre voksne, med de beslutninger og redigeringer, der uundgåeligt kommer, når man selv har efterladt teenageårene og nok også ungdommen.
Jeg derimod synes, de små scener var fantastiske, sproget poetisk, men realistisk. Der var genkendende temaer, der var nostalgi, men også plads til mørket og de voksnes problemer, som alt for ofte bliver til de unge menneskers problemer.
Men hvad betyder det, at en mand på 45 år synes det om en forestilling, der hedder Til Ungdommen?
Ingenting.
Men Linn Skåber har da også skrevet en bog mere med titlen Til de voksne, så hvis vi er heldige, kan den måske snart ses på de skrå brædder også.
I denne genopsætning er de medvirkende Emil Hyldeborg, Adam Schmidt, Emma van der Vleuten Busk, Asbjørn Hays Thøgersen og Anna Hawa Kamuk Mnasi. De to sidstnævnte har med denne forestilling deres officielle debut. Tillykke med det.
Alle skuespillere formår, for det meste, at møde det unge publikum i øjenhøjde, i stedet for at tale ind over dem med det skrevne sprog, der ellers ofte inviterer til det.
Til Ungdommen er er forestilling, der kan vises mange steder, og efterfølgende være oplæg til længerevarende projektarbejde, men som en trøstede hånd på en teenagers skulder, der (bare) vil have bevis på, at dette er en fase, og der er masser af lys på den anden side, ja, så skal kikkerten nok findes frem. Også selv om der er blevet råd til en ny LED-lyspakke.
TIL UNGDOMMEN spiller fra 14. oktober til 1. november 2023. Aveny-T.
Varigheden 80. minutter.
Medvirkende: Emil Hyldeborg, Asbjørn Hays Thøgersen, Adam Schmidt, Anna Hawa Kamuk Mnasi & Emma van der Vleuten Busk. Tekst: Linn Skåber. Iscenesættelse: Pelle Koppel. Scenografi: Pelle Koppel & Kristian Hegner Specht. Lysdesign: Kristian Hegner Specht. Komponist: Marcus Aurelius Hjelmborg. Video: Mikkel Larsen. Fotos og Video: Martin Høyer. Producent: Teater V
