Et holocaustdrama med fokus på musikken. Gennem en virtuos ung polsk violinist, ser vi følgevirkningerne af 2. verdenskrig fra et anderledes perspektiv. Med en masse god musik, og en strålende fremtid, er det umuligt at forudse konsekvenserne af krigen på ikke bare den unge polske emigrant, David Rapoport, men også de mennesker, som tager ham ind. David besidder allerede i en alder af 11 et talent som violinist, som de fleste aldrig vil komme i nærheden af i hele deres liv.

Filmen følger dog ikke Rapoport, men i stedet hans engelske adoptivbørn, Martin, og ikke nok med det, så springer filmen frem og tilbage 37 år, i et forsøg på at opklare, hvorfor David en dag bare forsvandt.

Med Clive Owen og Tom Roth som de voksne udgaver, er det imidlertid den største overraskelse, at det er børnene, der spiller bedst. Roth får ikke lov til at boltre sig emotionelt, lige med undtagelse af et par enkelte scener, og Owen går nærmest i søvne. Bedre står det til med børnene, der ikke bare har mere drama at tygge sig igennem, men der er også en enorm spilleglæde, som øjensynlig er forsvundet 37 år senere.

Musikken er imidlertid rigtig flot, og kan man få lov til at høre det på et ordentligt anlæg, er det filmens helt store redning. For der er ellers en ganske konventionel fortælling, uanset hvordan filmskaberne forsøger at maskere det, og der eksisterer allerede så mange bedre filmiske og følelsesmæssige oplevelser, der afdækker holocaust.