Fra start af ligner det en vinder. Med en uhyre stilsikker håndtering af filmmediet rejser vi ind i en verden, der ikke bare er i sort/hvid og en kvadratisk 4:3 aspekt ratio, men også æstetisk peger tilbage til 1930’erne, i sit fortælletempo, billedkomposition, ja selv lyssætningen af ansigterne er som taget ud af en Chaplin-film.

Hvad er alt dette så i tjeneste for? En temmelig ligegyldig, langtrukken og selvhøjtidelig feberdrøm, og det er endda den mest søvndyssende af slagsen, jeg længe har set.

Vi følger to fyrtårnspassere, der til at starte med er lidt aparte, som man kan forvente, at mennesker isoleret fra omverden er. Efterhånden nedbrydes grænsen dog mellem virkelighed og fantasi, hvorefter det hele bliver eksponentielt mere og mere skørt. Desværre er det hele alligevel overraskende forudsigeligt, så ligetil endda, at jeg ville sige, at der ingen overraskelser er, og så er det krydret med en mærkværdig vulgær grundstemning og et sideplot, der udelukkende består af, at Willem Dafoe prutter.

Hvert eneste setup udmunder sig i det mest trivielle pay-off man kan forestille sig, og med en spilletid på to timer, der føles som fire, er det svært at se noget positivt ved alle strabadserne.