Vi har talt med mændene bag Polens Oscarkandidat. Der er helt specifikt tale om instruktør Jan Komasa og manuskriptforfatteren Mateusz Pacewicz, der har lavet filmen Corpus Christi.
Her er ikke bare tale om to forskellige personer, som er tvunget sammen, gennem deres respektive roller, men derimod om en rendyrket kunstnerisk duo.
Jan Komasa (JK): Jeg er rigtig glad for at Mateusz er her, fordi vi er glade for understrege, at vi er en kunstnerisk duo.
Mateusz Pacewicz (MP): Vi mødtes gennem Corpus Christi, og vi har allerede lavet en anden film sammen. Og i går begyndte jeg på det tredje manuskript, som vi skal filmatisere sammen.
JK: Mateusz skrev en artikel om den oprindelige person, der udgav sig for at være præst.
MP: Det er et overraskende normalt fænomen i Polen, at folk udgiver sig for at være præster.
Man kan fra første sekund mærke, at de to filmskabere er som en organisme, men det lå ikke altid i kortene, at de skulle arbejde sammen.
MP: Jeg startede med at skrive, da jeg i midt sidste semester af gymnasiet faldt over en overskrift, om en ung person, der udgav sig for at være en præst. Der var ikke mere, men jeg vidste da af, at det skulle blive til en film en dag.
Jeg vidste dog ikke, hvordan man skulle skrive et manuskript, fordi jeg var 18 år. Jeg vidste dog, hvordan man researchede og kunne finde ud af at skrive en non-fiktion historie, om hvad der virkelig skete. Det endte som en roman. År senere blev jeg kontaktet af en producer ved navn Krzysztof Rak, som gerne ville lave det til en film. Han spurgte ind til, hvordan jeg ville krediteres i filmen. Mit svar var dog, selvom jeg kun var 23 på det her tidspunkt, at jeg gerne ville give manuskriptet et forsøg, hvorefter han sagde: ”Okay”. I dag er jeg ham evigt taknemmelig.
Det er en af de historier, som man aldrig finder sted. Jeg havde en troværdighed eller erfaring, men han gav mig alligevel chancen. Efterfølgende sendte vi manuskriptet til Jan i begyndelsen af 2016.
JK: Halvandet år inden havde jeg lavet Warsaw 44, og Krzysztof vidste, at jeg gerne ville lave noget lidt enklere og psykologisk, med fokus på skuespillere. Han sendte mig manuskriptet, og bad mig om at kigge på det. Jeg kunne lide det, men havde dog en række kommentarer og tænkte, at det nok ville ende her. Der var også radiostilhed fra Krzysztof, indtil jeg pludselig fik et svar to måneder senere, hvor mine kommentarer var blevet tilføjet til manuskriptet.
MP: Jeg har faktisk aldrig fortalt dig det, men kommentarerne fra de andre instruktører var for restriktive. Der var ikke nogen klar vision. Hvis ikke instruktøren var den rigtig, ville det hele falde til jorden.
Da de så endelig mødte hinanden, var det som kærlighed ved første blik.
MP: Da vi mødte hinanden første gang, klingede vi lige med det samme. Vi snakkede lidt om, hvordan jeg allerede havde tilføjet hans ændringer til manuskriptet, og hvad det næste skridt så var. På samme møde, endte vi med at snakke om vores næste projekt sammen. Det var først, da produceren på Corpus Christi lige bad os om at slappe og lige lave én film ad gangen, at vi tog det lidt med ro.
Vi dog allerede lavet den næste filmen sammen. Det er to film på et år, hvilket er lidt heftigt.
JK: Det var et meget livligt samarbejde. Der er forskellige scener i filmen med forskellig dramatisk tyngde. Så Mateusz var altid velkommen på settet, for at hjælpe med at ramme den rigtige tone.
Deres klare rollefordeling og gensidige respekt, gav også Jan Komasa bedre mulighed for at fordybe sig i rollen som instruktør.
JK: Fordi vi brugte så meget tid på at finde på plottet, føltes det som om, at kameraet, på en måde, skulle være usynligt. Før i tiden har jeg også været manuskriptforfatteren, hvilket gjorde mig til ”mesteren” på settet. Det gav mig en magt, til at ændre tingene efter behag, hvilket kan give bagslag. I mit tilfælde, er jeg ofte meget usikker, men ved at have Mateusz ved min side, kunne jeg uddelegere noget af det ansvar, til en som jeg har tillid til.
Det gav mig også tid til at fokusere på nogen af de elementer, som jeg ikke har haft tidligere. Jeg kunne bruge tid på de sekundære karakterer og virkelig fokusere på, hvordan jeg ville have filmen til at se ud.
De har meget nemt ved at tale om deres samarbejde, men når det kommer til, hvad de ønsker publikum skal få ud af filmen, er det straks meget svære.
MP: Det er svært at svare på. For midt vedkommende er manuskriptskrivningsprocessen, lidt som at skrive et essay. Det skaber en masse tanker, og giver ikke nødvendigvis en masse svar. Så min eneste ambition som forfatter er at få folk til at spørgsmålstegn ved deres overbevisninger, attituder, stereotyper og måske gøre dem ubekvemme med hvem de er, men på en måde, hvor de lærer sig selv bedre at kende. Så kortfattet, vil jeg gerne have folk til at stille spørgsmål.
JK: På samme tid, føler jeg, når jeg ser filmen, at jeg ikke vil moralisere gennem film. Særligt, når jeg allerede er lektor på filmskolen. Det kunne dog være at sætte på fokus på, at man ikke skal tage noget forgivet.
MP: Jeg kan godt lide citatet: ”Film er en løgn man fortæller, for at fortælle sandheden.” På en måde, definerer det også hovedkarakteren i filmen, fordi det er fundamentet for hans dannelsesrejse. På samme måde, ville det være rart, hvis publikum også føler, at filmens løgn, kan fører dem nærmere mod en sandhed – hvis sådan en eksisterer.
