Med Edward Nortons anden film i instruktørsædet tager han os tilbage til 1950’erne, hvor folk konspirerede, med nakkedækkende frakker, og hvor alle lyttede til jazzmusik – selv underlægningsmusikken består af en spilleglad trompet i de allermest lavmælte scener.

Filmens stil er også som en rejse tilbage til Noirens tidsalder i New York, med en vedholdende voice-over i baggrunden, langsomme fortælletempo og mystiske mænd, der lurer i manegen. Edward Norton har ikke overraskende givet den bedste rolle til sig selv, som en detektiv, der har hjertet på rette sted, men hvis hoved er gået helt i stykker, grundet hans tourrette.

Det er den type film, hvor stemningen bliver vægtet langt højere end historien. Selve plottet kunne have været fortalt på den halve tid, og det er heller ikke så fantastisk kompliceret, men for virkelig at tage os helt tilbage til en svunden tid, besøger vi adskillige steder i New York og møder vidt forskellige mennesker, der ikke rigtig har nogen anden funktion, end at underbygge noir-stemningen.

Er man ikke tålmodig vil det være en meget hård filmoplevelse, for det går bare langsomt. New Yorker-ensemblet af skuespillere fra byen, lige med undtagelse af Gugu Mbatha-Raw i den kvindelige hovedrolle, gør det ellers ganske behændigt, og kulisserne er flotte. Jeg kan dog ikke understrege det nok, at det kun er en film, for folk der godt kan lide at tage tingene med ro.