Et mordmysterium med et stjernecast bestående af bl.a. Daniel Craig, Christopher Plummer, Michael Shannon, Jamie Lee Curtis, Don Johnson, for blot af nævne nogen af dem. Manuskriptet må jo så være godt, siden de alle er blevet overtalt til at medvirke i filmen. Plottet er ellers ganske simpelt. Patriarken i en rigsmandsfamilie bliver fundet død, efter et meget åbenlyst selvmord, men privatdetektiven Blanc, er ikke helt sikker på, at det er så indlysende igen.
Manuskriptet er dog ekstremt underholdende, fuldt af twists, men samtidigt uden at bevæge sig helt uden for de genreelementer, som folk for det meste finder tiltalende. Historien fungerer på rigtig mange måder. Den fungerer både som et underholdende mordmysterium, med masser af twists og spændingsfyldte åbenbaringer. Den fungerer også som et lille mikrokosmos og en kommentar til det amerikanske samfund i dag, hvor alle ens problemer er de andres skyld. Hvad end det er mænd, kvinder immigranter osv. Der er også op til flere paralleller mellem familien i centrum, og virkelighedens Trump-familie.
Skuespillerne bliver også brugt rigtig godt. Det er længe siden, at Daniel Craig har været så fuld af livsglæde og underfundig charme, som han besidder i rollen som den letter diffuse sydstatsdetektiv Benoit Blanc. Mere vil i virkeligheden være synd at afsløre, men lad det være klart, at man får en masse for pengene, også selv hvis man ikke er så meget til genren. Den har elementer, som alle kan fortolke og tale om efterfølgende.