Det er en virkelig ubehagelig film at sidde igennem. Arthur Fleck, som Jokeren hedder i denne udgave, er ikke bare en galning, der ønsker at skabe kaos og er helt utilregnelig. I denne version, er han en sagesløs psykisk syg person, der er blevet neurologisk skadet gennem en voldelig barndom og omsorgssvigtet af en mor, der aldrig har været mentalt i stand til at tage sig af et barn.
Hele filmen bliver ikke bare et portræt af en mand med psykiske problemer, men i stedet en sviende samfundskritik, hvor folk på samfundets bund bliver tabt på gulvet, negligeret, ydmyget og latterliggjort, fordi de ikke anses for at have samme værdi, som mere velhavende folk. Derfor kommer det nok heller ikke som nogen overraskelse, at filmen har en gennemgående ubehagelig grundstemning, når man gentagende gange ser Arthur blive ydmyget og mishandlet, af mennesker, som hverken ønsker at forstå eller hjælpe ham.
Filmen er faktisk så effektfuld, at man godt kan frygte, at utilpassede eller underminerede folk, vil finde voldsinspiration i et forsøg på at genskabe en forkvaklet retfærdighedsfølelse. Instruktøren Todd Phillips tager tydeligvis mentalsundhed seriøst, men hele omverdenen i filmen bliver fremstillet på så ondsindet og karikeret vis, at Arthur fremstår retskaffen, når han endelig transformerer sig til sit anarkiske alterego.
Joaquin Phoenix er heller ikke overraskende meget overbevisende i hovedrollen. Han ikke bare agerer syg, men er også synligt ude af balance, med sit uhyggeligt underernærede udseende. Han ser så syg ud, at man ikke bare kan se hans ribben, men nærmest kan se gennem ham.
Hvis jeg skal skære helt benet, ville jeg ikke kalde Joker for et mesterværk. Den er nemlig ikke nær så overraskende og nytænkende, selvom man til tider kan få indtrykket af, at filmskaberne selv troede det, da de lavede den. Den er dog en vildt effektiv, nervepirrende og veludført film, med en fantastisk præstation af Joaquin Phoenix i hovedrollen. Og så er det bare fedt, at selvom store film kun kan blive lavet i dag, hvis de er baseret på et etableret brand, at der stadig filmskabere, som formår at have kunstneriske ambitioner indenfor disse restriktive rammer.
