En satire med holocaust som baggrundskulisse. Det er ikke hver dag, man hører om sådan en film. Risikoen for at ende som en fiasko er også forholdsvis stor, for det er et meget ømtåleligt emne, instruktør Taika Waititi har kastet sig over, som udgangspunkt for hans nye komiske drama.

Gennem den 10-årige tyske nazielskende, men stadig uskyldige dreng Johannes (Jojo), rejser vi tilbage til 2. verdenskrig. Han er besat af Hitler og drømmer om at blive en god nazist, og taler endda med sin imaginære ven, som er Hitler, men er på ingen måde brutal nok til at kunne slå til. Hans meget modstræbende empati bliver dog først virkelig sat på en prøve, at da han finder en jødisk pige, der gemmer sig inde i væggen i hans lejlighed.

Det er selvsagt et lettere fjollet koncept og kunne sagtens have være noget, Mel Brooks ville have lavet for 30 år siden. Helt lige så skarpt er det dog ikke. De mange britiske skuespillere er sjove på en meget aparte måde, og den unge Roman Griffin Davis, der spiller Jojo er også bundcharmende, men sammensmeltningen mellem krigen i kulissen og en 10-årigs forskruet opfattelse af virkeligheden smelter aldrig helt elegant sammen. Den bliver dog kørt ind på charmen.

I mangel på bedre ord, er det imidlertid en lille vidunderlig film, hvor de følelsesladede øjeblikke faktisk har en effekt, fordi der bliver bygget op til dem. Og så er det opløftende at se en positiv historie, udspille sig i et af menneskehedens mørkeste kapitler.