Når man er på en canadisk filmfestival, er det næsten ens borgerpligt også at dække de canadiske film. Der findes vel nok heller ikke nogen mere canadisk film, end The Twentieth Century, der følger den længstsiddende canadiske premierminister, i en surrealistisk ramme, og et æstetisk ydre, der leder tankerne mod en svunden tid.

Instruktøren Matthew Rankin har da også en helt særlig grund til, hvorfor han valgte netop at fortælle denne historie.

Jeg læste Mackenzie Kings dagbog. Det slog mig virkelig, hvor ensom han var. Han var en livslang bachelor, og havde en ødipus-lignende forhold til sin mor. Denne ensomhed ser man også i hans politik, der virker som om, de er drevet af denne ensomhed.

Hvis nogen har en dagbog, og genlæser den årtier scener, kan det være meget overraskende. Da jeg læste min egen, var jeg meget overrasket over, hvor melodramatisk den var. Jeg tror også, helt generelt, at verden er mere melodramatisk, når man er ung. Så når vi følger Mackenzie Kings unge dage, er det hele også meget dramatisk.

Drama og narrativ er blevet mere tiltalende for mig, men jeg kommer fra en eksperimenterende baggrund, så mine film har hovedsageligt været drevet af billeder. Denne film er ingen undtagelse. Jeg var meget inspireret af abstrakte biografier, som dem Cronenberg lavede. Jeg er også meget glad for Europa og Lars Von Trier, hvor man bruger det melodramatisk sprog, men rejser ind i det abstrakte.

I filmen er der en rivalisering mellem den fransktalende og engelsktalende del af Canada, hvilket ledte Rankins tanker over mod Skandinavien.

Jeg tror, at alle samfund har en fætterlignende skikkelse, hvor man har nogle lidt smålige slagsmål. Forholdet mellem Sverige og Danmark, ville jeg sammenlignede med Quebec og det engelske Canada. De er familie, men konstant irriteret på hinanden.

Selvom filmen er fuld af kælkede linjer, skøre kulisser og en atypisk fortælleramme, så har det været overraskende ligetil, at få filmen lavet.

Jeg har lavet nogen kortfilm, som var langt mere abstrakte. Det har været godt modtaget, og selvom det jeg laver, er lidt usædvanligt, så har jeg ikke rigtig mødt nogen modstandere, af det. Jeg havde også masser af storyboards, så folk kunne se filmen for sig. Det er trods alt, heller ikke noget stort budget, filmen er lavet på.

Det kan være svært at overføre ens abstrakte vision til et hel filmhold, men Rankins evner som tegner, har også været en stor hjælp i hans rolle som instruktør.

Jeg kan godt lide at tegne, og er faktisk også god til det, så jeg kunne tegne det hele i storyboards. På den måde vidste alle, hvor kameraet skulle stå, lyssætningen, hvordan settet ville se ud osv. Skuespillerne blev også inspireret af tegningerne, og vidste, at udseendet ville være lidt mere karikeret. En nærmest punkteret virkelighed.

Skuespillet skulle ikke være melodramatisk, men ikke ironisk. Det skulle være lidt som en højnet virkelighed. Så det svære var at finde skuespillere, som kunne ramme den balance, mellem oprigtighed og ironi.

Det ville være nærliggende og tænke, at det er en lidt spøjs film, men spørger man Rankin selv, mener han også, at den lægger op til større refleksion – hvis man har mod på det.

Det er populært i dag, at tingene skal være minimalistiske. Man giver sig meget god tid til at fortælle sine historie, og tingene bliver kogt ned til det helt essentielle – dette er det stik modsatte. Det er så overdrevet, som det overhovedet kan været og meget kompakt. Det kræver en opmærksom seer, hvis man vil fange det hele. Folk kan blive betaget af de magiske elementer, og det er helt i orden, men man kan også læse filmen lidt dybere. Det er en kommentar på, hvordan vi reagerer på politisk fanatisme.

Mackenzie King var moderat, hvilket er hovedårsagen til, at han blev siddende så længe som Premierminister. Det var balancegangen mellem de to yderpunkter, der gjorde, at han var universalt uelsket. Jeg ville aldrig have stemt på ham, men der kan være noget om at italesætte, hvad vi definerer som midten. Midten er altid i forandring, og det kan være svært at finde nogen, som befinder sig i midten i dag. Det er kompromisets vej.