Vi ser et mord fortalt gennem fem perspektiver, som var det en socialrealistisk ‘Vantage Point’. Desværre er den hverken godt fortalt, spillet, ja selv manuskriptet er ufattelig tyndt.

I begyndelsen ser det ellers kringlet ud, men på en ganske tilforladelig måde. Den altid sammenbidte Liev Schreiber, ser en gylden mulighed for at tjene nogle hurtige penge, ved at investere i sin datters kærestes fars hedgefond. Så let er det selvfølgelig ikke, men lige som man tror, at plottet er skudt i gang, skiftes der fokus. Pludselig handler det ikke længere om en mand med pengeproblemer og ludomaniske tendenser. Nu handler det i stedet om en tertiærkarakter, nemlig hedgefondejerens nedtrykte kone, som gerne vil renovere et teater, men det viser sig at kollidere med mandens ønske om at tjene penge. Når den historie så er gået i gang, skal vi til at følge en ny karakter.

Sådan fortsætter filmen i halvanden time. Der er ikke nogen større vision ved disse mange perspektiver, tværtimod. Mere end noget andet fremstår det som om, at de har haft en række kortfilmsmanuskripter, som de lettere uelegant og forhastet har klistret sammen. Hvis så bare skuespillerne gjorde noget ekstraordinært, men de får hver især så lidt skærmtid, at ingen af dem kan løsrive sig fra deres arketyper og fremstå som troværdige mennesker.

Med andre ord er det på alle måder spild af tid, og virker som om man ser en instruktørs utilstrækkelige ego projekteret op på lærred. Det eneste positive er, at den i det mindste ikke er langtrukken med en spilletid på 95 minutter.